Instagram er i gang med en større overhaling. Først har de skiftet udseende på nettet og nu lancerer de to nye funktioner, der skal koble det sociale medie på samfundets puls. Nu kan du nemlig lettere holde dig opdateret om aktuelle tendenser og igangværende begivenheder – ligesom det er muligt på for eksempel Twitter og Snapchat.
Den ene funktion er to nye faner i Explore – den lille lup til venstre for midten i bunden af skærmen. Instagram introducerer her trending tags og trending steder. Det vil for eksempel sige, at man i realtid kan se, hvilke tags der er mest populære, for eksempel #sankthans eller #burger. Det kan også være ud fra geo-location, så man kan følge heftig Instagram-aktivitet under for eksempel Tinderbox eller på Papirøen. Det er basalt set bare en fotoudgave af Twitters trending-funktion.
De nye faner følges op af kurateret indhold samlet under forskellige klumper, som på billedet herover. Det kan for eksempel være street-art eller interessante profiler inden for forskellige emneområder. Det ligner lidt Snapchats kuraterede indhold fra begivenheder og brugere.
Den anden nye funktion i Instagram er helt nye søgemuligheder, så det er muligt at søge på tværs af personer, tags og steder. Du kan også søge specifikt på placeringer over hele verden og få inspiration til din næste ferie eller se, hvad der sker i Smørum Nedre og Detroit.
Alt i alt fornuftige funktioner, der gør Instagram lidt mere levende og socialt i forhold til den statiske oplevelse, det kan være. Og vigtigst af alt kommer det til at give en følelse af at opleve verdens gang i realtid. Opdateringen ruller løbende ud på både iOS og Android.
Læs også: Ny browser-app pepper nye faner op med Instagram-billeder