‘Silicon Valley’-easter egg viser at Google bevarer humoren på trods af navneskifte

Efter den temmeligt store nyhed om, at Google Inc. nu ikke længere hedder Google, men Alphabet, gik tech-journalister straks i gang med at diskutere, hvad nyheden ville betyde for det Google, vi kender.

Ret hurtigt stod det fast, at Googles humor i hvert fald er overlevet ind i det nye selskab. Det afslører et slet skjult easter egg som Googles oprindelige grundlæggere Larry Page og Sergey Brin har lagt ind i det blogindlæg, der røber navne- og strukturændringen.

Hvis du gør som tweetet her foreslår, altså klikker på punktummet efter »drone delivery effort« i indlægget på abc.xyz, så bliver du taget til en fiktiv side for laboratoriet Hooli XYZ fra tv-serien ‘Silicon Valley’.

I tv-serien er firmaet Hooli løst baseret på Google og Hooli XYZ er baseret på virkelighedens hemmelige Google X-laboratorium. Både Hooli, Hoolis CEO Gavin Belson og Hooli XYZ’s leder Nelson “Big Head” Bighetti bliver i serien fremstillet som temmeligt halvhjernede. Så det er et tegn på, at Google stadig er til at tage pis på.

Google X får nu i øvrigt langt mere spillerum under Alphabets vinger, fordi de får friheden til at eksperimentere i vildskab uden aktionærer kan klage over prioriteringerne.

Andre medier var også hurtige til at studse over om arrangeringen af de bogstav-klodser, der følger med blogindlægget, også var et easter egg. Det ser grangiveligt ud som om, der er nogen, der har prøvet at skrive »mad sex«. Hvad hjertet er fuld af…

Easter eggs og søgemaskinens små, underholdende doodles har været en del af firmaets dna siden grundlæggelsen i 1998.

Læs også: Sådan vil Google overtage det virtuelle verdensherredømme

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af