Efterårets oversete spil: ‘Sims’ for fængsler, teenage-utryghed a lá Twin Peaks og smadre-fodbold i biler

Efterårets oversete spil: ‘Sims’ for fængsler, teenage-utryghed a lá Twin Peaks og smadre-fodbold i biler

Efteråret er traditionen tro den helt store højtid for årets største spiludgivelser. Hver eneste uge bliver butikkerne fyldt med den ene store lancering efter den anden og selvom det er hårdt for pengepungen, er det ikke den eneste, som lider under det travle efterårsskema.

For mellem de store giganter kommer der også en strid strøm af mindre spil, der desværre drukner i den store marketingshype. Det er en skam, for mange af spillene står efterhånden og tripper for at være blandt årets bedste udgivelser – ti af dem, har vi fundet frem lige her i ikke-prioriteret rækkefølge.

 

1. ‘SOMA’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det kan godt være, at de ikke kan slå os i fodbold (fingers crossed), men når det kommer til computerspil, er svenskerne altså milepæle foran os – især når det gælder om at genopfinde det digitale gys.

I 2010 var det netop hvad svenske Frictional Games gjorde med ‘Amnesia: The Dark Descent’, der fik kultstatus, da teenagedrenge optog YouTube-videoer af dem selv, imens de med skingre skrig spillede det skræmmende spil.

Nu er Frictional Games tilbage i gysets verden, og selvom det er svært at beskrive ‘SOMA’ uden at spoile spillets præmis, så lad os bare nævne i flæng: Det foregår under havets overflade, det emmer af ikonisk sci-fi, det har ladet sig inspirere af ‘Bioshock’, og så kommenterer det på menneskets mere dystre natur. Mere kan man ikke bede om.

Er udkommet til PC og PS4.

2. ‘The Beginner’s Guide’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Da ‘The Stanley Parable’ udkom i 2013, var det et mindfuck af dimensioner. Computerspillet havde en kulsort humor, og så vendte det op og ned på, hvad man kunne forvente af et spils narrative formåen. Det var ulig noget, vi havde set før, og med god grund blev det næsten øjeblikkeligt en moderne klassiker.

Nu er skaberen bag, Davey Wreden, tilbage med endnu et spil, der får dig til at stille spørgsmål ved meningen med computerspil og om de egentlig er underholdning, eller om de er så meget mere (eller meget mindre).

Der er stor sandsynlighed for, at man enten hader ‘The Beginner’s Guide’ eller bliver fuldstændig forelsket i det, for spillet er et stille, men komplekst opgør med den måde, vi anskuer spil på – og det er netop derfor, at spillet er et af årets vigtigste udgivelse.

Er udkommet til PC.

3. ’80 Days’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Da Jules Verne i 1873 skrev ‘Jorden rundt i 80 dage’, vidste han nok ikke, at bogen senere ville blive moderniseret som et ganske fremragende spil. Hvis han vidste det, var hans talenter i hvert fald spildt på at skrive romaner.

Men her er vi i 2015, og ‘80 Days’ er et stykke interaktiv fiktion, som det så fint kaldes, baseret på Vernes værk, hvor man skal rejse Jorden rundt, imens man skal tage store beslutninger om, hvordan man kommer videre i sin færd – alle valg har konsekvenser og spillet er spækket med indhold.

Det kan PC-folket endelig få glæde af her til efteråret, hvor spillet relanceres, men skal vi være helt ærlige, så er platformen for spillet ligegyldig – bare find rejsetøjet frem og gør klar til en jordomrejse med et af de bedste spil inden for interaktiv fiktion.

Er udkommet til PC, iOS og Android.

4. ‘Prison Architect’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Går du også med en drøm om at bygge og drive fængsler? Måske ikke lige sådan ‘Oz’-agtigt, men altså – lige fra hvor toiletterne skal placeres, til hvordan økonomien skal løbe rundt, så er ‘Prison Architect’ klar til at opfylde din drøm.

Det har ellers været en lang fødsel for spillet, der oprindeligt blev udgivet som early access tilbage i 2012, og i oktober blev spillet så endelig lanceret i en færdig udgave. Og hvilken udgave.

‘Prison Architect’ er nemlig et yderst vellykket spil, når det kommer til bygge- og management-delen. Ulig så mange andre spil, der bliver kedelige efter et stykke tid, holdes dampen oppe, og så er aspektet med at drive et fængsel altså bare fængslende…

Er udkommet til PC.

5. ‘Rocket League’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fodbold med biler. Det lyder underligt, og der nok heller ikke mange, der havde spået, at ‘Rocket League’ ville blive en så stor succes, som det er blevet. Men her er vi altså.

I futuristiske arenaer fræser man nemlig rundt i øser, imens man smadrer hinanden og prøver at få styret en alt for stor bold i mål. Det lyder kaotisk, og det er kaotisk – netop derfor er ‘Rocket League’ vanvittigt underholdende, når man spiller mod andre, virkelige mennesker.

Fråden skummer, man hader sine holdkammerater, når de laver en kæmpe fejl, og man hujer, når der scores et mål i sidste øjeblik. Og så i biler.

Den eneste måde, det kunne blive bedre på, ville være, hvis Parken faktisk lagde plæne til en virkelig udgave af ‘Rocket League’.

Er udkommet til PC og PlayStation 4.

6. ‘Undertale’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Undertale’ har delt vandene, og med god grund – det har en old school feeling, som ikke alle sætter pris på, og så er det overraskende dystert.

I ‘Undertale’ spiller man som drengen Frisk, der udforsker undergrunden fyldt med monstre og personer, som man enten kan dræbe eller blive venner med. Det er faktisk ganske lige til, skulle man tro, men spillet har alligevel en omfattende dybde.

Der gemmer sig nemlig en tung historie med adskillige lag, hvor handlinger har konsekvenser, og hvor humoren favner bredt fra det komiske til det direkte grumme. Det er ikke sikkert, at spillets stil tiltaler alle, men giver man ‘Undertale’ en chance, står man over for et af årets mest komplekse oplevelser.

Er udkommet til PC.

7. ‘Downwell’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det ser ikke ud af meget med sin sort/hvide visuelle stil, der kun blødes op af røde effekter, men ‘Downwell‘ har taget indie-scenen med storm.

Konceptet er enkelt: Man falder ned igennem en brønd, imens man skal dræbe monstre med sine støvler, der er lavet om til kugle-affyrende våben. Faktisk er det næsten for simpelt, men det er som bekendt i detaljerne, at Djævelen gemmer sig.

For ‘Downwell’ er faktisk slet ikke så simpelt, men derimod et yderst taktisk spil, hvor man konstant er høj af adrenalin og trangen til at udforske. Jo længere ned i brønden, man kommer, jo mere sprudler »bare lige ét spil mere«-fascinationen.

Er udkommet til PC, iOS og Android (mobile versioner anbefales frem for PC).

8. ‘Life is Strange’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ah, livet som teenagepige. Det er forfærdeligt. Bland det med en ‘Twin Peaks’-lignende situation, hvor en ung kvinde er forsvundet, en overnaturlig storm truer i horisonten, og manipulation af tid er en mulighed – så har du ‘Life is Strange’.

‘Life is Strange’ er opdelt i fem episoder, hvor det afsluttende afsnit netop er landet. Det startede lidt sløvt for serien tidligere på året, hvor de negative røster ironisk nok var rettet mod spillets haltende narrativ, men som en stramtskrevet TV-serie fra HBO har den gjort alt kritikken til skamme.

Ikke nok med at spillet på realistisk vis portrætterer, hvor ulideligt det kan være at være teenagepige, så formår det også at stille én i penible situationer og hjerteknusende dilemmaer. Det er ikke ligefrem behagelig underholdning, men det er netop derfor, at ‘Life is Strange’ bør opleves fra start til slut.

Er udkommet til PC, PS4, PS3, Xbox One og Xbox 360.

9. ‘Tales from the Borderlands’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Borderlands’ startede karrieren som et skydegalt voldsorgie med et glimt i øjet og en forkærlighed for et absurd stort arsenal af alskens våben, det ene mere tosset end det andet. Faktisk var ‘Borderlands’ spilbranchens svar på en flygtet patient fra den lukkede.

Det var lige, indtil Telltale Games fik den idé, at ‘Borderlands’-universet da skulle under deres episodiske behandling af etablerede franchises. Det gav ikke meget mening, mente mange, men nu har ‘Tales from the Borderlands’ netop afsluttet første sæson med fem afsnit, der tilsammen udgør en af de bedste produktioner fra Telltale Games.

For ‘Borderlands’-universet og dets karakterer gør sig helt fænomenalt i serien, hvor der fokuseres mere på det narrative aspekt. Figurerne får lov til at slå sig (endnu mere) løs uden at blive tynget ned af skydeteltet, de befandt sig i tidligere. Det er stadig bizart, men det er også hylende underholdende.

Er udkommet til PC, PS3, PS4, Xbox 360, Xbox One, Android og iOS.

10. ‘The Binding of Isaac: Afterbirth’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Har du 300 timer, du ikke lige ved, hvad du skal bruge til? Så overvej at slå kløerne i ‘The Binding of Isaac: Rebirth’, som udkom tidligere på året, og så opgradér spillet med efterårets udvidelse ‘Afterbirth’.

Som en lille knejt, der er låst inde i en kælder af sin fanatiske mor, skal man løbe rundt i små baner, samle genstande op og kæmpe mod et hav af fjender – alle sammen inspireret af religiøse figurer. Det lyder måske en anelse forskruet (hvilket det bestemt også er), men under overfladen gemmer der sig på alle tænkelige niveauer et sublimt spil.

Og med ‘Afterbirth’ er spillet blevet udvidet med endnu mere indhold, som kun gør spillet endnu bedre. Det kan godt være, at det ser uoverskueligt ud, men det er bare et spørgsmål om tid, før du er helt opslugt.

‘The Binding of Isaac: Afterbirth’ er kun udkommet til PC, men udvidelsen er planlagt til udgivelse senere på året til bl.a. PS4 og PS Vita.

Læs også: Gamescom: Otte lækre spiltrailere fra Tysklands gaming-mekka

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af