Thom Yorke sammenligner YouTube og Google med Nazi-Tyskland og siger de »stjæler kunsten«

Thom Yorke sammenligner YouTube og Google med Nazi-Tyskland og siger de »stjæler kunsten«

Thom Yorke glaserer ikke sine holdninger, så de glider nemmere ned. Det har han endnu engang bevist i et interview med italienske La Republicca, hvor han sammenligner måden hvorpå Google og i særdeleshed YouTube profiterer på andres kunst med Nazi-Tysklands og andre landes kunstrøverier under anden verdenskrig. Det skriver The Guardian.

Derudover harcelerer Radiohead-forsangeren over YouTubes dobbeltmoral, når de kalder adblockere for unfair, mens de selv skummer fløden på reklamer og det kunstneriske indhold ikke belønnes tilsvarende.

Han sagde ifølge The Guardian:

»Folk siger, at dette er en æra, hvor musik er gratis, film er gratis. Det er ikke sandt. Skaberne af services tjener penge – Google, YouTube – mange penge ved at trawle som i havet. De tager alt, hvad der er. “Åh, beklager, var det dit? Nu er det vores. Nej, nej. Vi joker – det er stadig dit.” De har taget kontrollen over det, ligesom hvad nazisterne gjorde under anden verdenskrig. (…) Hvilken forskel er der?«,

Yderligere tis på Thom Yorkes sukkermad kommer i form af det faktum, at YouTube takket være sin nye abonnementstjeneste YouTube Red er gledet ind i top ti i App Store over bedst indtjenende apps. Hvorvidt det også skal bringe flere penge i hænderne på musikerne er uvist.

Thom Yorke har tidligere leveret sin mening om Spotify, som han kalder »den sidste desperate prut fra et døende lig«. Hr. Yorke, der vistnok barsler med nyt album, bruger i øvrigt onlinemusikbutikken Boomkat til at opdage ny musik.

Læs også: Kommentar: Derfor skal Apple Music og Spotify være bange – meget bange – for YouTube Music

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af