Kommentar: Derfor skal Apple Music og Spotify være bange – meget bange – for YouTube Music

Kommentar: Derfor skal Apple Music og Spotify være bange – meget bange – for YouTube Music

KOMMENTAR: YouTube har netop lanceret deres musikstreaming-app YouTube Music i USA som en tilføjelse til deres nye betalingssatsning YouTube Red. Det kan virke som et fuldstændig vanvittigt træk at ville gøre entré på det i forvejen benhårde og overfyldte streamingmarked, men Google har i årevis haft en fod i døren og har sendt forskellige prøveballoner afsted – for eksempel Google Play Music og YouTube Music Key, der nu i stedet bliver smeltet ind i YouTube Music.

Googles klart mest oplagte vej ind på markedet er gennem YouTube. Og det er der primært én simpel grund til: YouTube har en milliard brugere. Og det er en milliard brugere, hvoraf størstedelen er vant til at bruge YouTube til daglig musiklytning. YouTube Music er basalt set bare en app, der gør det meget lettere at udforske YouTubes musik-katalog i både videoer og lyd. Udviklingen er med andre ord meget naturlig.

Det høje antal brugere har også betydet, at YouTube altid har kunnet tiltrække de største kunstnere og deres største hits. Uden betaling. Kardinalpunktet er Taylor Swift, der uden at blinke trak sin musik fra Spotify og truede Apple Music med at gøre det samme, før de betalte kunstnere. Ikke et øjeblik overvejede hun at trække sine videoer fra YouTube, simpelthen fordi publikummet er for stort. Der bliver derfor ikke markante musikalske afsavn på YouTube, som Spotify eksempelvis lider under i tilfældet med Taylor Swift.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

YouTubes trumfkort

Men der er også andre grunde til, at YouTube sidder med en hånd fuld af esser. YouTube er én af de sociale platforme med allermest brugerinteraktion. Det betyder, at de har fat i nogle af de mest hardcore fans, hvilket man eksempelvis ser i den høje koncentration af fan- og cover-videoer på sitet. YouTube er en platform som brugerne rent faktisk bruger, hvilket er mere end man for eksempel kan sige om Apple Musics ‘Connect’-afsnit.

Desuden har YouTube også en fordel i, at de skiller sig ud fra de øvrige konkurrenter, særligt fordi den i udgangspunktet er videoorienteret. I en tid hvor mere og mere webindhold bliver vægtet æstetisk, så er det et stor fordel for YouTube Music, at det i sin DNA er videobåret og dermed væsentligt mere visuelt orienteret.

Men måske vigtigst af alt er faktummet, at det er enormt let at blive ledt i en ny interessant retning i YouTubes musikkatalog. Vi har allesammen prøvet at lytte til et bestemt nummer, som via de relaterede videoer har ledt os dybere ned i bagkataloget eller ud i genrens kringelkroge på en virtuel opdagelsesrejse. Selvom både Spotify og Apple Music har forsøgt at lave platforme, der kan noget lignende, så er det ikke lykkedes dem at naile funktionen som YouTube. Og så er det helt essentielt for YouTube Music, at den fortsætter i det uendelige gennem YouTubes enorme bagkatalog, så snart du har trykket play på den første video. Det er et problem med eksempelvis Apple Music, der konstant skal have input for at spille videre.

I og med tjenesten ikke er tilgængelig i Danmark, vil vi vente med at vurdere selve appens fortræffeligheder, men det umiddelbare indtryk fra de amerikanske medier er overvældende positivt. YouTube Music bliver kaldt ‘en vinder‘, ‘en gamechanger‘ og ‘himlen for musiknørder‘.

YouTubeMusic
YouTube Music kan både være en musikstreamingtjeneste og YouTube som vi kender det.

 

Succesen afhænger af markedets størrelse

YouTube Music sidder muligvis på et bjerg af potentiale, men selvfølgelig er der enorme udfordringer, der skal overvindes for at tjenesten bliver en succes. For eksempel er det sværere end som så at flytte kunder, der har været vant til gratis produkter over til at betale for det. Det er dog et klogt træk at indlede betalingen med en helt ny app og en relancering af hele YouTubes forretningsmodel.

Eksempelvis er det uvist hvor mange, der alt i alt er klar til at betale for musik. Er markedet ved at være mættet eller er potentialet stadig enormt, lyder det store spørgsmål. I den sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at et abonnement på YouTube Red er den samme som for eksempel Apple Music og Spotify og det kan være tungen på vægtskålen for mange. For oven i hatten får du både gennem YouTube Red et reklamefrit YouTube, adgang til eksklusivt indhold på tjenesten udover selvfølgelig streamingservicen.

Hvis YouTube formår at skabe en bare nogenlunde konverteringsrate fra gratis til betalende brugere, kan de ret hurtigt overhale både Apple Music og Spotify indenom. Og hvis det går lidt sløvt, kan de stille og roligt begynde at rykke indhold om bag betalingsmuren, så skal de nok for brugere til at flytte sig – omend modvilligt.

Læs også: Den endelige dom: Skal du blive eller skride fra Apple Music?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af