Mark Zuckerberg spilder ikke tiden med at skifte bleer under sin barsel. Kongen over sociale medier har travlt med at lægge nye, vilde planer. Senest chokerede han ved at donere 99 procent af sin formue til en velgørende organisation (som han ganske vist selv ejer, men lad nu det ligge) med det formål at gøre verden til et bedre sted. En mission ikke ulig Tony Starks, som Mark Zuckerberg nu endnu engang går i bedene.
I et Facebook-opslag fremlægger han nemlig planer om at bygge en virtuel, stemmestyret butler baseret på kunstig intelligens som hans personlige udfordring i 2016 (tidligere år har han lært at tale mandarin og tvunget sig selv til at læse to bøger om måneden. Seriøst, hvor får han tiden fra?).
Teknologien sammenligner Mark Zuckerberg med Tony Starks personlige assistent Jarvis, der lader ham stemmestyre hjemmet, såvel som superheltedragten. I starten vil Mark Zuckerberg basere assistenten på allerede eksisterende teknologi, der kan gøre ham og konen Priscilla Chan i stand til at styre musik, temperatur og lys med stemmen.
På sigt er planerne dog mere vidtrækkende. Zuckerbergs Jarvis skal kunne genkende personer og ansigter i og omkring huset og eksempelvis kunne for eksempel iris-scanne og lukke verificerede venner ind, uden nogen selv behøver åbne døren. Den skal også kunne regulere temperatur, lys- og lydstyrke i forskellige rum alt efter hvem, der befinder sig i dem og vedkommendes præferencer. Tjenesten skal også kunne vise hologrammer og virtual reality-videoer med en enkelt kommando – præcis som hjemme hos Tony Stark (eller Elon Musk for den sags skyld).
Ligesom når almindelige mennesker kaster sig ud i at sætte en hylde op eller bygge en skillevæg, når de har lidt ekstra tid på hjemmefronten, vil Mark Zuckerberg til en vis grænse stå for en del af udviklingen selv. Forleden kom det frem, at han selv stadig er bag tasterne, når der skal kodes på Facebook og sine evner i den retning vil han tage med i sit nye gør-det-selv-projekt.
Hvorvidt han også har planer om at bygge en rød, flyvende jerndragt melder indlægget intet om.
Læs også: Arvingen til internet-tronen er født: Mark Zuckerberg har fået en baby