‘Firewatch’ er en psykologisk thriller for ensomme brandvagter

Jeg kigger ud over rækværket fra udsigtstårnet. Skovbranden har farvet himlen nærmest svovlgul. Askestumper kastes omkring i de varme vindstød fra branden og falder som sort, tør regn, der sætter mørke spor på hud og tøj. I det fjerne kan jeg høre redningshelikopteren, som er på vej for at hente mig, og jeg tænker over, om alt det jeg har oplevet her, siden jeg ankom for over to måneder siden, bare har været en drøm?

‘Firewatch’ er et eminent spil. Skarpt, velkomponeret og med en historie, der får størsteparten af konkurrenterne til at tage sig ud som eskapistiske pixi-bøger. På mange måder minder spillet om en rigtig god film. Der er et basalt spændende thriller-mysterie, der driver spillet fremad, men spillet handler i lige så høj grad om de mennesker, som er fanget i mysteriet, hvem de er, og hvad der sker med dem i løbet af spillets fortælling.

Den ensomme brandvagt

Hele Firewatch foregår i et lille område omkring et udsigtstårn i den amerikanske Shoshone nationalpark. Du fået jobbet som brandvagt, og skal holde øje med eventuelle skovbrande og andre uregelmæssigheder, der måtte opstå i løbet af sommeren. Så her skal du altså være – alene – i de næste tre måneder. Din eneste kontakt til omverdenen er din chef og kollega, Delilah, som kun eksisterer som en stemme i din bærbare radio.

Og som Delilah siger, så er det jo ikke sådan et job, som man tager for sjov. Man tager det, fordi man flygter fra noget – eller fra nogen. Det gælder både dig, din forgænger på posten og Delilah selv. Men det passer fint, for så er der noget at snakke om på patruljerne omkring udsigtstårnet. Og gradvist forstår du mere og mere om både dig selv, og de andre mennesker, som du aldrig ser, men som alligevel på en eller anden måde er til stede.

Med så meget tid i nationalparkens æterbårne samtalekøkken er det en lise, at spillets dialog er så godt skrevet og indspillet, som den er. For samtalerne giver dig fornemmelsen af, at der her er er tale om to virkelige mennesker, der er nødt at at holde sammen på sig selv og hinanden i takt med, at mystikken og uhyggen omkring de ensomme udsigtsposter tiltager. For alt er naturligvis ikke, som det tager sig ud i den ellers idylliske nationalpark.

 

Og netop ensomheden er med til at give spillet en helt særligt steming. For når Delilah spørger, om du virkelig har set det, du har set. Har du så det? Der er ingen vidner, ingen beviser, og pludselig bliver man selv i tvivl. Er det mig, der er ved at blive tosset? En masse spørgsmål opstår, som ikke alle samme bliver endegyldigt besvaret.

Hilsen fra postkort-land

Firewatch ser også eminent ud på skærmen, hvor et let tegneserielook understreger nationalparkens naturlige særpræg. Alle tidspunkter på døgnet har sit eget lys, og der opstår nogle visuelt helt overvældende flotte tableauer, især når klipperne lyser næsten ildrødt i aftensolen. Samtidigt fungerer det både til at understrege ubalancen mellem de idylliske omgivelser og den snigende uhygge, men det gør også spillet til en sommetider næste surrel æstetisk oplevelse i sig selv.

En af de mange fine detaljer ved spillet er, at du kommer omkring i alle hjørnene af dit område, og dermed oplever alle de forskellige områders grafiske udtryk. Men det betyder også, at du til sidst føler, at du virkelig kan kalde området for dit, for du kender det næsten ud og ind. Og de lange gåture er netop ikke kedelige, fordi radiobølgerne jævnligt vækkes til live med venligt banter frem og tilbage mellem dig og Delilah. Mest med dumme vitser og indrapporteringer af observationer, men under det hele også med en understrøm, der langsom fortæller mere om, hvem de to hovedpersoner egentlig er.

 

Rent gameplaymæssigt er der sådan set ikke meget andet i spillet end det. Gå omkring, find ting og snak i radioen. Men det er indpakningen, der gør det til noget særligt. Firewatch er et studie i hvordan noget, der på papiret kunne lyde som et bovlamt mini-sandkassespil, kan forvandles til en rigtig stærk fortælling, der med drama og spænding holder dig fanget, men også giver dig nogle rigtigt fine menneskelige pointer med, når det giver slip igen.

Nå ja, og husk at bruge kameraet du finder. Det bliver du glad for.

---

 

Godt

+ Virkelig flot æstetisk udtryk
+ Velskrevet og troværdig dialog
+ Historie der rummer både basal spænding og en menneskelig historie

 

Skidt

– Lidt ujævn start
– Nogle vandreture er lidt for lange
– Ikke ægte sandkasse – For mange usynlige vægge