Førstehåndsindtrykket af Samsung Galaxy S7 og S7 Edge: Vandafvisende og oplagt til gaming

Galaxy S7 Edge og S7 blev her til aften præsenteret på World Mobile Congress i Barcelona. Vi har haft begge de nye telefoner i hænderne, og her er vores umiddelbare førstehåndsindtryk.

Der er ikke noget nyt under solen når det kommer til S7 og S7 Edges design. Skulle jeg pege på en ting, så virker de nye modeller måske lidt mere robuste. De ligner og føles som high-end smartphones.

Både S7 Edge og S7 har rigtig flotte skærme. S7 Edge har en skærm på 5,5 tommer, som buer ned over begge sider, som du kender den fra de tidligere Edge-smartphones, og S7 har en 5,1 tommersskærm. S7 har et 3.000 mAh-batteri, hvor den lidt større S7 Edge har et 3.600 mAh. Både S7 og S7 Edge har 4GB RAM, og understøtter helt op til 200 GB microSD. MicroSD kortet og SIM-kortet sættes i samme slæde, så der ikke er nogen ekstra åbning i telefonen, for at gøre plads til et SD kort. Det er smart.

Samsung har gjort deres nye flagskibe støv- og vandresistente. Det betyder ikke at de er vandtætte. Garantien gælder altså ikke, hvis du taber din nye Galaxy i toilettet eller i en vandpyt. Du kan dog roligt tage den frem i regnvejr, eller tage den med ro hvis du spilder et glas vand ud over den.

Begge skærme er Super AMOLED, og det har givet Samsung mulighed for, at indbygge en rigtig velfungerende ”always-on” feature. Det er selvfølgelig set før på andre smartphones, men på S7 Edge og S7 er det udført bedre end noget vi er stødt på tidligere. Du kan vælge mellem tre visninger på ”always-on”-skærmen. Ur, kalender og billede. Uret er stort og nemt at se, og kalenderen fylder ca. det halve af skærmen. Det virker rigtig godt. I svagt lys kan det være svært at se hvad der står på ”always-on”-skærmen, men for det meste var den fint tydelig. Samsung lover at skærmen ikke vil forbruge mere end under 1 procent strøm i timen, når ”always-on” er slået til.

Begge smartphones har et 12MP kamera, og Samsung har lyttet til sine brugere, og sænket kamera-bumpet til kun 0,46 mm. Det ser godt ud, og telefonen ligger ikke og ruller rundt oven på kameraet, som vi ser det med mange andre smartphones nu til dags. Linsen har en blænde på 1,7, og det betyder langt bedre billeder i både godt og svagt lys. Samsung lover at kameraet er op til 95 procent lysere end på de tidligere modeller. Yderligere bruger kameraet en dual pixel-teknologi, som giver Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge den hurtigste auto-fokus vi har set i en smartphone.

Med de to nye flagskibe har Samsung øget deres fokus på mobil gaming. De har konstateret, at deres brugere elsker at spille på deres telefoner, og det har de prøvet at imødekomme. Begge telefoner kommer selvfølgelig med Android 6.0 Marshmallow, og med i den kommer en GameHub som Samsung har designet. GameHub giver hurtig adgang til alle spil, og under et spil svæver der en lille knap i siden af skærmen, som giver en række brugbare funktioner. F.eks. kan du pause alle notifikationer mens du spiller.

Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge er smartphones i den absolutte topklasse. De er hurtige, flotte og helt klart på vores ønskeliste. Vi glæder os til at se nærmere på dem.

Læs også: Samsung promoverer Galaxy S7 ved at se tilbage på kæmpeklodser og telefon-ure

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af