’Titanfall 2’ singleplayer-kampagne udforsker forholdet mellem menneske og maskine

’Titanfall’-universet handler i bund og grund om samarbejdet mellem de menneskelige piloter og de maskinelle titaner. Derfor er det netop dét forhold ’Titanfall 2’ har valgt at sætte fokus på i singleplayer-kampagnen.

Første ’Titanfall’-spil var udelukkende multiplayer og derfor måtte udviklerne i tænkeboksen for at skabe en singleplayer-kampagne der kunne byde på noget nyt men samtidig føles som autentisk gameplay. I et blogindlæg på spillets hjemmeside er den første forventningsafstemning dukket op, og det lader til at spillere har en gedigen otte timers lang kampagne i vente.

Ifølge bloggen byder singleplayer-kampagnen først og fremmest spillere på mulighed for fordybelse. Tempoet er mere varieret end de endeløse højoktan kampsekvenser fra multiplayeren – i det nye format veksles der mellem kamp og udforskning.

Derfor er der lagt en masse arbejde i at udbygge universet og give spillere chancen for at gå i detaljen. Ikke blot et træningsarena for dine kampevner, har du i singleplayer-kampagnen plads til at udvikle din spilstil i ro og mag mens du lærer planeten Typhon at kende.

Mens man er på opdagelse på den nye planet skal forholdet mellem pilot og titan naturligvis plejes. Derfor giver singleplayer-kampagnen spilleren mulighed for at vælge mellem flere dialogmuligheder: du skal selv være med at forme dit forhold til titanen. Dialogvalget ændrer ikke spillets udfald, men gør spilleren mere involveret på et personligt plan og sætter fokus på det familiære forhold mellem maskine og mand.

Indlægget slutter af med en opfordring til alle spillere om at fremdyrke deres egen stil. Med singleplayer-kampagnen giver ’Titanfall 2’ råderum til at sætte dit eget tempo, udforske din egen kampstil og udvikle forholdet mellem pilot og titan. Hvis det lykkedes, kan singleplayer-kampagnen gå hen og blive den bedste del af den kommende udgivelse.

Et længere kig på ’Titanfall 2’ som singleplayer-spil kan ses i gameplay trailer nedenfor. Spillet udkommer d. 28. oktober på PS4, Xbox One og PC.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Læs også: ‘Rocket League’ tilføjer vanvittigt Rumble-mode med tornadoer, is og boksehandsker

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af