‘Call of Duty: Infinite Warfare’ er en sløj portion rumføde, men alligevel bedre end sidste år
‘Call of Duty’ er tilbage med en ny titel i franchisen, ganske som sædvanen foreskriver det, lige inden julesalget starter. Men til forskel fra de seneste års indlæg i den efterhånden metaltrætte spilserie, er ‘Call of Duty: Infinite Warfare’ faktisk et hæderligt og nogenlunde friskt pust. Sådan da.
‘Infinite Warfare’ er på rigtig mange fronter det samme, som vi er vant til. Der er en kort kampagne som kan overstås på seks timer uden sved på panden, og så et nærmest uendeligt grind af multiplayer-niveauer, ligaer, ranglister og så videre som skal bestiges, inden man kan male sin yndlings-riffel i den allerfineste nuance af camouflage-farveladen – præcis som det plejer at være.
Alligevel er ‘Call of Duty: Infinite Warfare’ det bedste spil i serien siden ‘Modern Warfare’ 1 og 2, også selvom alle de nye idéer er tyvstjålet fra andre franchises.
Alt for meget
Kampagnen udspringer af et typisk magtliderligt fantasi-univers: Man er en (verdensklasse-)jagerpilot, der tilfældigvis også er verdens bedste spion, jægersoldat og nærkamps-dræbermaskine. Skulle dét ikke være nok, så bliver man også inden for den første time kaptajn på sit eget rumskib og ansvarlig for at redde jorden.
Tidligere spils pseudofremtids-settings er byttet ud med et scenarie, hvor soldater er space-marines og rask væk tager på missioner rundt i solsystemet og bruger deres mech-suits til at hoppe højt, slå hårdt og være overall bad-ass. ‘Infinite Warfare’ går endelig all-in i fremtids-scenaerierne: Et af de helt centrale omdrejningspunkter i kampagnen er de små rumfly, man styrer rundt i enten snigende forfølgelsesmissioner eller kæmpestore dogfights hvor krudt, kugler, laser og missiler fyger om ørerne på piloterne i de små cockpits. Rumskibene fungerer som en naturlig del af kampagnen og føles aldrig forceret – som for eksempel Batmobilen gjorde det i ‘Batman: Arkham Knight’.
‘Call of Duty’ er (stadigvæk) dumt og over the top, men indrømmer det aldrig rigtig selv. Der er ikke det samme glimt i øjet, som for eksempel ‘DOOM’ tydeligvis havde det tidligere i år. Men overordnet set har Activision begået en rigtig fin kampagne, som ikke fortjener at blive spillet mere end én gang, men dog at blive spillet – modsat de sidste mange installationer i serien.
Multiplayerdelen forbliver en kliché
Der gemmer sig en sørgelig erkendelse i de mange niveauer af ‘Call of Duty: Infinite Warfare’s multiplayer-del: Den er simpelthen ikke lavet til gamere med hang til strategi og tankevirksomhed, men skydeglade adrenalinjunkies med kløende aftrækkerfingre ansporet af usunde mængder energidrik.
‘Infinite Warfare’s multiplayer er ikke særligt anderledes end hvad vi er vant til: Der skal spilles en pokkers masse Team Deathmatch hvor man farer rundt og skyder og/eller bliver skudt, altimens man samler point ind til nye våben.
Modsat flere andre nye shootere er der ikke fokus på store åbne pladser og strategiske fremrykninger i grupper, tværtimod er der skruet op for tempoet, imens man stormer rundt i snævre korridorer, løber lidt på væggene og hopper på tagene – helt som i sidste års udgave.
Korridor-tankegangen har desværre et langt større overtag end de åbne slagmarker i ‘Infinite Warfare’. Det er med til at gøre multiplayer-oplevelsen en smule klaustrofobisk og unødvendigt hektisk. Desværre – spillet og grafikken er ellers mere flydende og lækker end de sidste mange år.
Zombier (og David Hasselhoff)
Som rosinen i raket-enden krydres ‘Infinite Warfare’ med en omgang zombier, selvom det er Infinity Ward, der har lavet årets ‘Call of Duty’ og det sædvanligvis er Treyarch der står for zombierne. Nyhederne er få, men ligesom resten af ‘Infinite Warfare’ fungerer det hele bedre end de sidste par år.
Banerne er fine og moderat morsomme med deres kitchede 80’er-vibe og David Hasselhoff som non-playable character der kan rekrutteres til at hjælpe med de vaklende zombie-horder. Zombie-delen er som den plejer bare med poleret grafik og fremtidsvåben. Den når slet ikke det geniale ‘Special Ops’, der kom med ‘Call of Duty: Modern Warfare 2’, til sokkeholderne, men det er en fin ekstra-pakke, hvis man gerne vil sidde i sofaen med vennerne og nakke zombier.
Det bedste indhold er gammelt
‘Call of Duty: Infinite Warfare’ er mere af hvad vi er vant til på godt og ondt. Som det 13. spil i serien (!) kan man ikke forvente, at den dybe tallerken bliver opfundet igen hvert år. Det har ‘Call of Duty’ gjort et par gange tidligere, både ved seriens første spil samt ‘Modern Warfare’. Selvom ‘Infinite Warfare’ stikker af ud i rummet, kan det bare ikke flygte fra, at der er ikke er den store idé i at købe en ny udgivelse hvert år. Kampagnen er i år er bedre end den længe har været, men den er overstået på fem-seks timer. Tilbage er så en kedelig multiplayer-del og en marginalt underholdende, men slidt omgang zombie-skyderi.
Betaler man lidt ekstra, får man netop det banebrydende ‘Modern Warfare’ med i pakken, men det virker tosset at betale flere hundrede kroner ekstra for at få et gammelt spil med i handlen – særligt når det gamle spil grundlæggende er bedre end det nye og dyrere spil.
‘Infinite Warfare’ lider desværre også den tort at udkomme kort tid efter ‘Titanfall 2’: Et spil som rammer både fremtids-setting, tempo og scenarier længder bedre end årets ‘Call of Duty’-titel. Her er der plads til kamp på store områder samtidig med, at man kan bevæge sig uden for de oplagte korridorer og flaskehalse. ‘Call of Duty: Infinite Warfare’ kan mange af de samme ting som ‘Titanfall 2’ – bare ikke nær så godt.
‘Call of Duty: Infinite Warfare’ er et fint spil. Det er poleret, pænt og indeholder rigelige mængder action. Det er bare set før, og gjort bedre andetsteds. Køb en Xbox 360 eller Playstation 3 og find de gamle ‘Modern Warfare’-spil. De er sjovere og det burde cirka koste det samme.
Godt
+ Bedste kampagne i årevis
+ Velpoleret og flydende grafik
+ Mange våben, opgraderinger og udstyrspakker
Skidt
– Kampagnen er (meget) kort
– Multiplayer bliver hurtigt meget af det samme
– Andre nye spil gør det samme – bare bedre