Kim Bodnia er tilbage: »Jeg vidste godt, at noget af det ville gå galt«
Kim Bodnia og Jodie Comer i den HBO Nordic-aktuelle 'Killing Eve'.

Kim Bodnia er tilbage: »Jeg vidste godt, at noget af det ville gå galt«

En pr-dame henter mig i Grand Teatrets lille foyer. Hun fører mig hen til en snoet trappe, som fortsætter op og op, til den ender ved, hvad der kunne være tårnværelset i et gammelt eventyr. Et fornemt kammer åbenbarer sig med høje paneler og bløde pastelfarvede møbler i pyntet rokokostil, men i stedet for en prinsesse byder en bredskuldret mand indenfor og stikker mig næven.

»Hej, Kim«, hilser Kim Bodnia.

Ansigtet flækker i et stort hvidt smil og trækker hans mørke øjenbryn ned i panden. Gavtyveblikket er genkendeligt varmt og samtidig isnende intenst. Før vores interview har skuespilleren lige færdiggjort et fotoshoot. Nedenunder checker endnu en journalist ind, når vores sidste sandkorn rinder ud. Den stramme tidsplan og presseopbuddet vidner om, at vi har at gøre med en af branchens tunge eksportvarer, som er på visit i hjemstavnen, inden karrieren overseas kalder igen.

»Men det her er ingenting i forhold til, da vi var på den der kæmpe presseturné med ’Nattevagten’«, klukker Bodnia. »Og Nikolaj (Coster-Waldau, red.) kunne bare blive ved«.

Han smider kasketten, gelejder hen til rokokomøblementet og spørger høfligt, hvor jeg helst vil sidde, inden vi daler ned i de sarte satinhynder. Da han får serveret en danskvand, og jeg på egen bestilling intet får, sender han et opmærksomt blik min vej: »Skal du ikke have noget?«.

Han er afdæmpet klædt i sort trøje og blå jeans. Håret og fuldskægget har alderen farvet hvidt i stedet for sort. Ansigtstrækkene er blødere og rundere. Udover en rastløs energi er der ikke megen eksplosiv brutalitet og bombastisk bulderbasse at spore hos den imødekommende far til fire foran mig. Det var ellers præcis det, Kim Bodnia blev berømt og berygtet for efter sine gennembrudsroller i ’Nattevagten’, ’Pusher’ og ’Bleeder’, som cementerede ham som en af dansk films største skuespillere og frygtede bad boys i 1990’erne. Et ry, som nær havde spændt ben for hans karriere.

At læse og høre alt

Lige nu rider den 53-årige Bodnia atter på en succesfuld bølge med markante roller i den populære BBC America-serie ’Killing Eve’, som HBO Nordic siden har lagt billet ind på, og den finske instruktør Paavo Westerbergs biografaktuelle kærlighedsdrama ’Violinisten’. Sidstnævnte er den officielle anledning til, at vi sidder her under taget på Grand.

I filmen, som handler om soloviolinisten Karin Nordström, der får revet karrieren væk under sig, da hun skader sin hånd i en trafikulykke, spiller Bodnia den excentriske stjernedirigent Björn Darren, som styrer sit symfoniorkester med hård perfektionistisk snilde.

Kim Bodnia i den biografaktuelle finske ‘Violinisten’.

»Min rejse med denne her rolle var at kunne stå der i centrum og hjælpe musikerne, så jeg skulle lære at forstå nodepapiret. Dernæst skulle jeg så finde ud af, hvad han egentlig har gjort i livet, og hvilke konsekvenser det har haft, for det er jo historien og scenerne. I det her tilfælde var filosofien bag rollen hans store passion for at formidle historier og holdninger gennem musikken og for at få andre til at gøre det samme«, begynder han.

»I starten kan man ikke skille noget ad, men lige pludselig kan man læse og høre alt. Man lærer, hvor musikerne sidder, så når man står derhjemme og øver sig, kan man se i noderne, hvor musikken kommer fra. På den måde kan man visualisere et helt maleri og forestille sig, hvordan dirigenten har siddet og set musikken og hvilke følelser, der er i takterne«.

Exceptionelle sanser

Kunstnerisk er det ikke helt umuligt at finde visse paralleller mellem Björn Darren og Kim Bodnia. Ligesom dirigentens altopslugende passion for sit fag har Bodnia også altid været kendt som en yderst dedikeret og grundig skuespiller, som ikke er bange for at tage udgangspunkt i sig selv og grave dybt i arbejdet med sine karakterer.

I forberedelsen på rollen som Björn Darren har han derfor også opholdt sig en del i Musikhuset i Finland og søgt sparring hos dirigenter og supervisorer. Derudover har Bodnia hentet stor inspiration hos Leonard Bernstein og især den russiske dirigent Valery Gergiev, som har hjulpet ham med at få karakteren helt ind i kroppen.

Som skuespiller har en af Bodnias største forcer altid været evnen til at se, afkode og kopiere sine observationer, kombineret med et ekstremt veludviklet sanseapparat. Sanserne har han trænet i døgndrift siden teenageårene, hvor en spirende atletikkarriere inden for 100 meter løb og længdespring sendte ham i armene på en polsk træner, hvis opgave netop var at skærpe hans sanser.

Selve produktet var jeg ikke enig i. Det var forkert og for sortseende

»Han sagde: ’De næste tre måneder er det kun duftesansen, du kører efter’. Hey! 24 timer i døgnet i tre måneder som teenager – prøv lige engang at gøre det. Og alle tænker: Hvad fanden sker der, ikke? Når man så har gjort det og tror, man er færdig, siger han: ’Ja, og nu er det synssansen’, og så kører man tre måneder med den. Da jeg kom ind på teaterskolen og begyndte at læse bøger om alle de store kunstnere og teorier, fandt jeg ud af, at det jo er det, det handler om, og jeg var toptrænet i det«.

Dyrenes fysik har også altid været kilde til stor fascination og inspiration hos længdespringeren og skuespilleren Kim Bodnia, og derudover elsker han at lytte til taler og spotte, hvem der er gode, og hvordan de formår at tage et helt rum ind. I dag bruger og sammensætter han alle teknikker. Desuden har erfaringen og hans interesse for det sanselige givet ham en stor bevidsthed om filmmediets tekniske virkemidler, som gør, at han kan føle sig helt fri til at vise sine følelser, forklarer Bodnia.

»Det handler om modet til at kunne gå ind i et rum og være fri til at vise sine sanser og følelser, og hvis det ikke skal være begynderheld, hvilket det jo var i starten for mig, kræver det en kæmpe viden at opretholde det, for udstyret udvikler sig hele tiden, og derfor skal sanseapparatet også udvikles. Man kan ikke holde fast i nogen metoder, for kameraerne kører hurtigere og hurtigere og ser mere og mere«.

Han fortsætter:

Kim Bodnia, Matleena Kuusniemi og Samuli Edelmann i ‘Violinisten’.

»Min nysgerrighed har ført mig til nogle af de bedste i verden inden for det tekniske, for jeg har opsøgt dem og været sammen med dem og fået gaver derfra. Jeg har lært ufatteligt meget ved at gå ind i rummet og sige: Jeg vil gerne være her. Der har det været fantastisk at blive kendt så tidligt, for det har åbnet alle døre, så jeg har bare kunnet gå ind og lære«.

Dit nærvær som skuespiller bliver ofte fremhævet: Hvordan rammer du det?
»Det er teknik. Det er lys, bevægelse og energier. Kameraet ser ikke alt. Det fanger det, men giver det ikke videre, og jeg har bare lært, hvad det er, det giver videre, så jeg ved, hvordan jeg kan ramme dig. Jeg har studeret alle de her kunstnere på teatret, som har fundet ud af, hvordan man kan bryde ud, og når man ved det, kan man gøre det hver gang. Man skal bare træne«.

Og hvad med den karakteristiske diabolske latter som går igen i dine roller?
»Den kommer jo af, at jeg har den, og at folk vil have den. Det er en salgsvare, og med tiden er det absolut blevet et redskab. Jeg ser mig selv som håndværker og har altid givet folk det, de vil have. Jeg elsker at lave mad, og i køkkenet eksperimenterer jeg selvfølgelig også for at udvikle mig og blive bedre, men der er nogle retter, som man bare kan, og når nogen kommer og beder om dem, skal de have lov til at få dem. Men det virker ikke, hvis man bare gør det for at gøre det, så det er en kunstart i sig selv at få latteren til at virke naturalistisk. Men det er godt betalt. Ha!«.

Det er din signatur?
»Ja ja, også fordi den smitter. Det gør latter jo, og den kan bruges og fortolkes på mange forskellige måder. På den måde er den ret genial, så jeg kan godt forstå, at instruktører bliver forelsket i den«.

Splat og fatale rygter

Kim Bodnia blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1991. Han havnede dernæst hurtigt i det anarkistiske teaterkollektiv Dr. Dante, som dyrkede dadaismen og krævede ekstra råhed, ægthed, indlevelse og dedikation af sine unge skuespillere. Udover Bodnia talte ensemblet blandt andre stjernefrø som Trine Dyrholm, Mads Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Troels Lyby, Nikolaj Coster-Waldau og Lotte Andersen. I filmbranchen blev nybølgen blandt andet anført af instruktørerne Ole Bornedal og den dengang purunge afhopper fra Filmskolen Nicolas Winding Refn.

Bornedals gyserfilm ’Nattevagten’ blev en kæmpesucces i 1994 og boostede samtidig Bodnia som en af den nye generations helt store skuespiltalenter i rollen som den unge nattevagt Martins (Nikolaj Coster-Waldau, red.) flabede og iltre spradebasseven Jens. Et par år efter var det Refns tur til at hitte med den voldelige kultklassiker ’Pusher’ efterfulgt af den lige så brutale ’Bleeder’. Begge film havde Bodnia i hovedrollen som henholdsvis narkopusheren Frank og den selvdestruktive og ulmende aggressive Leo.

Efter ’Bleeder’ ulmede historier i pressen om, at de opslidende filmoptagelser og ikke mindst samarbejdet med Nicolas Winding Refn havde knækket Bodnia psykisk. En påstand som Bodnia altid selv har benægtet. Alligevel forgrenede rygterne sig til den danske filmbranche, og pludselig blev der mere stille omkring den ellers fremadstormende stjerne. Det hele kulminerede i 1999, da Bodnia sagsøgte Ekstra Bladet for at have ødelagt hans karriere. Han fik senere medhold og blev tildelt erstatning.

Jeg har lavet et system og bygget det op og trænet efter det

Også i den brede befolkning satte de voldelige roller et næsten permanent aftryk. Med sit grundige karakterarbejde og sin overbevisende kombination af rå maskulinitet og store sårbarhed leverede Bodnia så præcise, menneskelige og autentiske portrætter af underverdenens hårde drenge, at virkeligheden og fiktionen smeltede sammen for publikum.

Siden er privatpersonen Kim Bodnia ofte blevet forvekslet med karaktererne, på trods af at anerkendelsen af skuespilleren Kim Bodnia i form af rosende anmeldelser, en Bodil og to Robert-priser nok for længst burde have brudt illusionen.

»Når man starter som ung, har man en særlig energi, og det er den, som folk tager og bruger, selvom man kan så meget andet. Jeg har ikke været meget for mange af de ting, jeg har lavet, fordi jeg vidste, at film- og tv-mediet er så stærkt, at det ville sætte sine spor, og jeg var ikke altid enig med de spor. Når jeg sprang ud i noget, var det på grund af mine arbejdsteknikker, og fordi jeg kunne skabe noget nyt sammen med folkene omkring mig, men selve produktet var jeg ikke enig i. Aldrig faktisk. Det var forkert og for sortseende«, siger han i dag.

Kim Bodnia over for Nikolaj Coster-Waldau i gennembrudet ‘Nattevagten’.

»Det fede ved teatret er, at man bliver set og hørt på et andet plan. Rollerne har en dybde og kvalitet, fordi de er skrevet af nogle mennesker, som har en alder, som gør, at de ved, hvad fanden de snakker om. Filosofien og groundingen er i orden. Jeg elskede at få lov til at spille de der ting, og jeg spillede jo også mænd på samme alder, som jeg har nu. Så kommer der et så stærkt medie som film, hvor man skal lave en karakter ud fra noget, som et menneske har skrevet om tiden nu og her med mord og ludere, og jeg ved fandeme ikke, hvad Ole (Bornedal, red.) havde gang i«.

Han klukker. »Det var jo en gang splat, og det, man bliver kendt for, er lige præcis Oles idéer om verden, og man tænker bare: Wow, hvad sker der? Det var det samme med ’Pusher’, mand. Der tænkte jeg også: Jeg gider sgu da ikke spille sådan en der, det er jo forfærdeligt«.

Er det den med, at Danmark er et lille land, og man hurtigt havner i en bås?
»Ja, men i udlandet er det også sådan. Man bliver brugt til de ting, fordi det virker. Det handler om at fortælle andres historier, og man har ikke en chance bagefter, fordi man er så god og overbevisende – selvfølgelig er man det, for man er trænet til det – så folk tror jo simpelthen, man er sådan. Det gør de ikke, hvis de ser én på teatret«.

Der kommer man ud og bukker bagefter…
»Man kommer ud og bukker og siger: Hey, det er bare mig«.

International interesse

Selvom Kim Bodnia aldrig forsvandt helt fra hverken filmlærreder eller tv-skærme, blev rollen som kriminalkommissær Martin Rohde i den skandinaviske tv-succes ’Broen’, som havde premiere i 2011, alligevel et vendepunkt i hans karriere. Muligvis kan man tale om et comeback. I hvert fald har serien resulteret i endnu et gennembrud for ham, som denne gang rækker langt udover landets grænser.

Bodnia valgte ifølge eget udsagn selv at springe fra rollen efter de to første sæsoner (officielt på grund af uoverensstemmelser vedrørende karakterens udvikling), men inden da var udlandet allerede begyndt at prikke til den danske skuespiller, som med Martin Rohde for alvor fik mulighed for at vise, at han rummer andet end voldelige stoddere og psykopater.

Tilbuddene er tikket ind de senere år. Udover rollen som Björn Darren i ’Violinisten’ har Bodnia blandt andet høstet amerikanske roser for sin rolle som forhørslederen Rosewater i Jon Stewarts debutfilm af samme navn.

Jeg har ikke en vision om at blive verdenskendt på den måde, for det oplevede jeg allerede, da jeg var 28   

Tiden og alderen har åbnet op for et mere nuanceret og balanceret rollekartotek, en større eksponering og dermed også et større netværk. Ellers er der ikke så meget, som har ændret sig for Bodnia, siger han. Han er præcis lige så nysgerrig og støttende, som dengang håret stadig var sort. Det vigtigste for ham er at låne sig selv ud til projekter og roller, som kan være med til at gøre godt eller rykke udviklingen og flytte grænser, så det rammer allerflest. Sådan har det altid været.

Hans snart 30 år lange rejse som skuespiller anser han egentlig heller ikke for særlig bumlet. Faktisk har karrieren formet sig fuldstændig identisk med, hvad han visualiserede som ung, konstaterer han.

Kim Bodnia over for Gael Garcia Bernal i Jon Stewarts ‘Rosewater’.

»Men det er også, fordi jeg har været sammen med så mange store kunstnere, som har fortalt mig ting, som jeg har lyttet til. De har sagt: Når du får den og den alder, sker det og det. Jeg har lavet et system og bygget det op og trænet efter det. Mit største virkelige gennembrud var jo i ’Broen’, og der var jeg 45. Jeg har været bevidst om mine valg og det, der fulgte efter«.

Ingen ærgrelser?
»Nej nej, for jeg vidste godt, at noget af det ville gå galt. Hold nu kæft, mand. Så gav man den lidt ekstra gas, og det solgte skidegodt. Så blev de skideglade. Så var man sammen med nogle mennesker, hvor man godt vidste, at det var usikkert, hvad der ville ske bagefter. Så skete der selvfølgelig noget negativt. Åh, så står man der med bukserne nede og tænker: Ja ja, så kunne du have ladet være. Jeg går jo ind ad den dør, og når man gør det, ved man også, at man løber en risiko, og så må man tage den og komme videre. Det kan ikke være anderledes«.

Tv er magic

For tiden er det især Bodnias rolle i Phoebe Waller-Bridges komiske spionthriller-succes ’Killing Eve’, som suger alverdens opmærksomhed til sig fra begejstrede tv-seere og anmeldere. Serien er baseret på Villanelle-bogserien af Luke Jennings og handler om M15-agenten Eve, som påbegynder en desperat jagt på den psykopatiske lejemorder Villanelle.

Kim Bodnia spiller Villanelles chef Konstantin. Han udsteder ordrer, skideballer og trusler i en snæver vending. Med andre ord: Endnu et røvhul. Men Bodnia spiller ham med et anderledes overskud og en mere afdæmpet og sitrende intelligent farlighed.

»HBO har prøvet at få fat i mig i 10 år«, siger han selv uimponeret om det, der ellers nok godt kan betegnes som et nyt karrieremæssigt højdepunkt. »Jeg er også lidt underlig, for jeg føler lidt, at jeg havde succes allerede fra starten. ’Nattevagten’ slog så hårdt igennem. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stort det var, så jeg har ikke en vision om at blive verdenskendt på den måde, for det oplevede jeg allerede, da jeg var 28«.

Der er ikke så meget nyt i det?
»Nej, det er der virkelig ikke. Det nye er jo, at mediet er blevet større, og at vi kan kommunikere med hele verden i dag. Det var også derfor, jeg skiftede fra teater til tv. Film var bare en overgang, for udviklingen ligger i tv. At jeg så er forelsket i film- og teaterverdenen er noget helt andet, men med tv har man fast arbejde, og der er masser af penge og publikum. Det kører bare, ikke? Wow!«.

Kim Bodnia i ‘Killing Eve’.

Hvilke reaktioner har du fået på din rolle i ’Killing Eve’?
»Tv er jo magic, mand. Det er tryllekunstneren, som hiver noget op af hatten, og det bliver set, og jeg får gudskelov den samme respons, som jeg altid har fået«.

Som er?
»Jeg får plejet mit ego i forhold til, hvor dygtig jeg er. Ha ha! Når jeg kreerer en middag, vil jeg også gerne glæde så mange som muligt, og jeg er så glad, når jeg får at vide, at folk elsker det og mærker min energi og de følelser, jeg gerne vil videregive. At folk overhovedet gider gå ud af en dør og ind i en biograf og få en fælles oplevelse, på grund af det jeg har lavet, er helt overdrevet, men at få lov til at træde ind i folks hjem med noget, som virker, er fantastisk. Det lever jeg af. Og så bliver man jo en vare for HBO og de andre der, som kan bruges til mere«.

Ikke fordi det altid skal handle om det, når en dansker søger væk, men kan udlandet tilbyde dig noget, som Danmark ikke kan?
»Som skuespillere har vi jo et internationalt sprog. Sanserne er det eneste, hele verden har til fælles, så landegrænserne har ingen værdi. Når jeg for eksempel arbejder i Finland, er det lige så meget Danmark for mig, omgivelserne er bare anderledes, og jeg lærer noget af at være der, som jeg kan bruge herhjemme. Jeg fik tilbud fra udlandet lige efter ’Nattevagten’, men sagde nej, fordi jeg havde brug for den tryghed i mit håndværk. Håndværket har altid været det vigtigste. Det handler ikke om at være stjerne og berømt, og så er den ikke længere«.

Kim Bodnia med Sofia Helin i ‘Broen’, der viste nye sider af danskernes talent.

Skulle det ske, at udlandet ender med at adoptere Kim Bodnia helt, står en kronprins klar i kulissen til at overtage scenen i Danmark. Næste år bliver hans ældste søn Louis Bodnia Andersen, som han har sammen med skuespiller og sanger Lotte Andersen, uddannet fra selvsamme teaterskole, som han selv blev uddannet fra, da verden endnu lå åben i 1991.

Den nye skuespillergeneration kommer ud til en branche, som udvikler sig hele tiden, og ligesom Bodnia udvikler sønnen sig også konstant. Derfor ville det være dumt at give ham nogen former for råd, siger han. Lysten til og troen på at kunne skabe noget skal leve, og den skal ikke stoppes af et godt råd, som kun kan være dårligt om to år.

Selv er Bodnia heller ikke meget for at spå om konkrete fremtidige drømme eller mål. »Når man er så nørdet som mig, er det svært med drømme, for det går op i arbejde og træning, men lige nu er drømmen at kunne sige ja til de ting, der kommer, og når det sker, kan jeg kun sige tak«.

Nu kaster jeg bare lige rygterne om en mulig ’Nattevagten 2’ på bordet…
»Man kan jo håbe på, at de finder ud af at få sat det sammen, for det kunne da være spændende at se, hvor de vil hen med det. Jeg ved ikke, altså…«.

Han rykker lidt uroligt på sig. Krummer ryggen. Så glider den muntre gavflab igen henover ansigtet og visker alvoren ud, inden han flygter et skridt tilbage i samtalen. »I virkeligheden hader jeg drømme. Ha! Ah ha! Jeg hader drømme, mand. Det er kraftedeme så hårdt«.

Han kigger ned i sit vandglas og piller lidt ved det.

Fordi de kan skuffe eller hvorfor?
»Nej, jeg legede bare lidt metaforisk med ordet ’drømme’ i forhold til det med at drømme om natten. Dagdrømmeri er noget helt andet. Jeg elsker at dagdrømme. Det er vigtigt, for det er også der, man sætter sine mål. Men jeg er nok lidt overtroisk med sådan noget. Jeg kan godt lide at værne om mine drømme og sige dem højt, når jeg gerne vil have, de går i opfyldelse«.

I et ryk læner han sig tilbage i rokokosofaen. Smiler lumsk.

»Man skal passe på med, hvad man siger højt, for det kan jo ske. Ha! Jeg har det så godt lige nu«.

Læs også: Ode til ‘Killing Eve’ – tak for en dødsenslækker flirt, Phoebe Waller-Bridge