‘Back to Black’: Amy Winehouse har ikke fortjent denne film
De bedste og mest vellykkede biopics siger noget om et (kendt) menneskes sjæl.
Eller måske endnu bedre: At man gennem den kan sige noget generelt om at være menneske, om os alle sammen.
Desværre ender langt de fleste biopics med at være en vag, nedkogt størrelse, der cinematografisk ligner hinanden så meget, de ikke er til at kende forskel på.
Ofte spiller de kendte, der spiller kendte, med overdreven mimik, som om de lavede imitationer mere end gestaltede et levende væsen.
Og så smiler alle i den første halvdel håbefuldt, indtil det hele selvfølgelig går galt. Lyssætningen er gul, når stemningen er god, blå når den er dårlig. Det regner, når det er rigtigt skidt, romantisk eller begge dele.
‘Back to Black’ er den masseproducerede biopic, som Amy Winehouse ikke har fortjent.
I Sam Taylor-Johnsons film om Winehouse møder vi hende først som yndig, ren pige, siden som galoperende narkoman i alt for lange, alt for mange scener med det voldsomme forfald. I ganske få momenter som den kunstner, hun burde huskes som.
Alle skuespillerne er for pæne, fra inderst til yderst.
Marisa Abela (’Industry’, ’Barbie’) spiller Amy Winehouse, og hun har selvfølgelig tillagt sig londoner-accenten, parykken, eyelineren og en overtydelig mimik. Men man tænker uvægerligt ’this Barbie is Amy Winehouse!’, når hun træder frem på skærmen, smilende, charmerende, rygende og bandende – for passionen og den sensitive begavelse bag det udklædte ydre er der ikke meget af.
Men til gengæld er der et stort tema om, at hun nok hellere ville være mor og hustru!
Mændene i hendes liv er anderledes fornuftige, selv narkomanen Blake, kæresten fra helvede, der introducerer den unge kvinde for heroin, spilles af Jack O’Connell, som var han i bund og grund en middelklassefornuftig fyr, der bare holdt lidt af kokain og (andre menneskers) penge. Det er deres tumultariske og toksiske forhold, som det Grammy-vindende hovedværk ’Back to Black’ handler om.
Hvor er det dybere lag i portrættet af Amy Winehouse, som vi for eksempel så det i den mesterlige dokumentar fra 2015, der bar hendes fornavn.
Her forstod man, at nogle mennesker trækkes mod afgrunden, mens man må lære, med tiden, at styre den drift ind i en kreativ udfoldelse – eller i den positive selvkærlighed, måske gennem terapi.
Desværre for Amy Winehouse blev hun udnyttet, i dokumentarens udlægning, af alt og alle omkring sig, der lukrerede på, at hun enten optrådte på scener eller i en deroute foran paparazzi-fotografer. Det føles, som om denne film bare skriver sig ind i rækken af udnyttere.
Særligt Amy Winehouses far, taxachaufføren Mitch Winehouse, stod for tur i dokumentaren, men her spilles han jovialt og pænt af den britiske karakterskuespiller Eddie Marsan, der er hyggelig som julemanden. Farmand lavede decideret et realityshow om sig selv, der hed ’My Daughter, Amy’, hvor kameraholdet opsøgte hende på ferie, da hun var allermest brugt – sammen med faren.
Men alt forladt!
Bedstemoren, som Winehouse er begravet ved siden af, får også en stor rolle i altid elskværdige Leslie Manville. Amy siger, så det står tykt med fløde hen over skærmen »you are my style icon«. Besse er helt åbenlyst klædt, som Amy Winehouse formodentlig ville have set ud, hvis hun havde fået lov til at blive gammel, og sådan er manuskriptet overtydeligt som decideret skiltning.
»I want people to forget their troubles, when they are listening to me«, citerer filmen en 13-årig Amy Winehouse for. Citatet rammer hele filmen ind i første og sidste scene. Men den udlægning er en grov underkendelse af Winehouses kunstneriske virke.
Tag bare nummeret ’What Is It About Men?’, hvor en bare 19-årig Winehouse bliver helt ditlevsensk i sin romantiske selvdestruktion, hendes (for)bundethed til barndomstraumerne: »And animal aggression is my downfall / I don’t care ’bout what you got I wanted all«, skriver hun profetisk i sangen fra debutalbummet, der beskriver, hvordan hun bliver den anden kvinde i et forhold – selvom hendes far var moren utro gennem hele hendes opvækst.
Amy Winehouses gigantiske succes med 16 millioner solgte album er et tydeligt tegn på, at det brede langt fra behøver være banalt.
Det er denne film ikke.
Kort sagt:
Amy Winehouse siger i filmen, at hun er inspireret af forfaldsforfattere som Hunter S. Thompson og Charles Bukowski. Det er så uendeligt ærgerligt, at denne films største inspirationskilder virker til at være samtlige generiske biopics produceret i Hollywood fra 1980 og frem.