Big Shaq giver koncert i København – ‘Man’s Not Hot’-rapperen til ny hiphopfestival

Big Shaq giver koncert i København – ‘Man’s Not Hot’-rapperen til ny hiphopfestival
Big Shaq

De seneste dage har den nye urbanfestival Hafnia Zoo kickstartet årets program med Bhad Bhabie, Yung Lean og Noah Carter. Nu er et fjerde navn kommet på plakaten, og det er ingen ringere end britiske Big Shaq, der sidste år blev verdenskendt takket være UK drill-parodien ‘Man’s Not Hot’.

Manden bag Big Shaq, komikeren Michael Dapaah, begyndte for et års tid siden at få lidt succes med comedy-serien ‘SWIL’ på Youtube, men det var først i rollen som rapperen Big Shaq, at han for alvor blev berømt. Big Shaq lagde et smut forbi BBC Radio 1, og på rekordtid var ‘Man’s Not Hot’ gået viralt med nu klassiske meme-linjer som »Two plus two is four, minus one that’s three, quick maths« og de ikoniske maskingeværslyde, som Dapaah har lavet tusind gange siden: »The ting goes skrrrahh, pap, pap, ka-ka-ka / skibiki-pap-pap, and a pu-pu-pudrrrr-boom«, lyder det.

Før Big Shaq indspillede Dapaah også nogle få sange under navnet MC Quakez, men han har endnu ikke udgivet andet under Big Shaq-navnet end ‘Mans Not Hot’. Så det bliver spændende at se, hvad han skal spille ud over det store hit. Eller hvor mange gange, han kan slippe afsted med at spille ‘Man’s Not Hot’. Nok en del gange.

Hafnia Zoo er en ny endagsfestival, som foregår den 13. juli i Tap1 på Amager.

Hafnia Zoo
13. juli
Tap1
Billetpris: 465 kr. (Early Bird-billet)

Læs også: Big Shaq gennemgår ‘Man’s Not Hot’-teksten med Genius