»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

Beyoncé og Jay-Z i Parken: De fredløse elskende leverede en magtdemonstration af professionalisme

Beyoncé og Jay-Z i Parken: De fredløse elskende leverede en magtdemonstration af professionalisme
Beyoncé og Jay-Z i Parken.
Foto: Robin Harper/Parkwood/PictureGroup
Beyoncé og Jay-Z i Parken: De fredløse elskende leverede en magtdemonstration af professionalisme
5 6
Beyoncé & Jay-Z

Koncert, Parken

Jay-Z ligger i sengen med en cigar i mundvigen og sin nøgne gudinde af en hustru ved sin side. »The gangster and the queen«. Et umage par på flugt. Det ene øjeblik indlemmet i lyssky opstandelser, det næste alene i en kærlighedsrus på en palmestrand.

Der var kælet for narrativet, der flimrede over Parkens storskærme. Den klassiske historie om Bonnie og Clyde, der til trods for at være koldblodige mordere alligevel er svære ikke at heppe på. Når alt kommer til alt, er vi jo alle sammen bare nogle suckers for kærlighed – og særligt den uperfekte, ubestridelige slags mellem to udstødte.

Narrativet er lige så skønt inciterende, som det er helt grundlæggende fjollet at pådutte musikbranchens absolut mest magtfulde ægtepar. Intet par har som Beyoncé og Jay-Z godt styr på deres egen selvfortælling. De flygter ikke fra den – de styrer den med hård hånd.

For kun en uge siden genfandt Beyoncé og Jay-Z sig selv og ikke mindst hinanden som The Carters på surprise-albummet ’Everything is Love’. Et album, der satte det endegyldige punktum i parforholdskrisen, som blev optrevlet med Beyoncés afsløring af Jay-Z’s utroskab på ’Lemonade’ og undskyldt af en Jay-Z med røde ører på ’4:44’.

Denne aften blev hele deres historie fortalt – fra deres stormfulde forelskelse på ’Drunk in Love’ og ’Crazy in Love’ til deres utroskabsdrama på numre som ’Sorry’, ’4:44’ og ’Family Feud’. En kærlighedshistorie, der synes lige så kalkuleret i sit udtryk, som den er medrivende. Den blev nemlig fortalt af musikkens ypperste fortællerstemmer med så meget overskud og energi, at man ikke kunne andet end at æde sin kynisme og sluge det hele råt.

Særligt Beyoncés stemme er – trods kynisme – svær ikke at tro på. En af hendes allerstørste forcer har alle dage været hendes indlevelsesevne. Måden, hun lægger krop, sjæl og alle sine følelser i det nummer, hun synger, så man kan mærke nerven i hver en frasering. Hendes indlevelse er så intens, at man ikke kan undgå at blive revet med. Dette stod særligt klart, da hun leverede ’Ring the Alarm’ med øjne, der kunne dræbe, og en attitude som en, der allerede havde gjort det. Fra det kølige killer-mode ændrede hun fuldstændig karakter, som hun satte sig med sine danseres hoveder hvilende i sit skød som en anden helgen, for med gennemført ynde og sårbarhed at levere ’I Care’ og ’Resentment’, så smerten og sviget stod malet i hver en linje.

Man kunne næsten have sagt sig selv, at Beyoncés andel af koncerten – med et skarptskåret danse-entourage i ryggen – ville være den mest iøjnefaldende overvældende. Men hendes husbond gav hende god, gammeldags kamp til stregen allerede fra sin første solosekvens med ’Dirt Off Your Shoulder’ og ikke mindst med klassikeren ’Big Pimpin’. Hans overskud var tydeligt, og hans flow, ja, flawless.

Annonce

Bølgerne gik særligt højt midtvejs, da Beyoncé og hendes dansere til ’Countdown’ indtog de lange catwalks gennem salen med fuldkommen overlegen attitude som skolens allermest frygtindgydende, lækre pigebande. Da hun derpå gik direkte over i ’Sorry’, den benhårde udskældning af Jay-Z’s utroskab (»Middle fingers up, put them hands high / wave it in his face, tell him, boy, bye«), var det umuligt ikke at blive medrevet oprørsk indeni. At ’Sorry’ så blev afløst af Jay-Z’s ’99 Problems’ var en kende ironisk – big homie, efter dine eskapader med »Becky with the good hair« har du sådan cirka 18.000 problemer lige her.

Overskuddet, der gennemsyrede showet, blev understreget i måden, Bey og Jay legede med deres bagkataloger, der vævede sig ind i hinanden. ’Baby Boy’ fik lidt Panjabi MC-vibes, der gik over i reggaeklassikeren ’You Don’t Love Me Anymore (No No No)’, der som det mest naturlige i verden afløstes af den Sister Nancy-samplende ’Bam’ – alt sammen leveret med ekstra kræs i form af blæsere på de fire etager spækket med musikere og dansere i baggrunden.

Ganske vist var det ærgerligt, at så mange numre (særligt fra Beyoncés hånd) blev leveret i så amputerede udgaver, men når der nu engang skal skæres cirka 50 års sange ned til ét show, var det en acceptabel nødvendighed – selv om det til tider var for frustrerende, når numrene blev afkortet før klimaks, så vi måtte tage til takke med et par flirtende appetizere.

Mod slutningen blev de helt store kanoner rullet ud. Jay-Z satte med ’Niggas in Paris’ for alvor ild i Parken, Beyoncé leverede med majestætisk overlegenhed ’Formation’ og ’Run the World (Girls)’, hvorefter Jay-Z tog over med en inspirerende både øm og determineret udgave af ’The Story of O.J.’, hvis lyriske dybde for alvor kom til sin ret. Det kræver sin mand at kunne eje en scene efter ’Run the World (Girls)’ inklusive efterfølgende feminist-erklæringer på storskærmene, men Jay-Z var mand for opgaven. Den uudtalte respekt, der lå i dette sceneskift, var lige så tydelig, som den var vigtig.

Med ’Crazy in Love’ og ’Freedom’ leveret med uanede mængder overskud satte The Carters et punktum for aftenens magtdemonstration af en koncert. At den endelige finale så lige skulle bestå af ’Young Forever’ og ’The Perfect Duet’ – de sandsynligvis to mest corny numre, der overhovedet kan opstøves i begges bagkatalog – er mig dog en gåde. Men efter en så veloplagt, indlevelsesrig og dybt professionel tour de force udi deres begges og fælles univers måtte de for min skyld afslutte seancen præcis, som de havde lyst til – og det blev så med et stort, fedt kys akkompagneret af lidt letkøbt Ed Sheeran-ballademageri.


Kort sagt:
Forestillingen om Beyoncé og Jay-Z’s iscenesættelse af sig selv som de fredløse elskende er lige så inciterende, som den er fjollet. The Carters styrer deres egen fortælling med hård, kalkulerende hånd, men med så meget indlevelse og overskud er det umuligt ikke at blive revet med af den magtdemonstration af professionalisme, de leverede denne aften i Parken.

Læs anmeldelse: The Carters ‘Everything Is Love’

Læs også: Beyoncé må aldrig nogensinde stoppe med at rappe, som hun gør på ’Everything Is Love’

Læs også: Street style: Beyoncé og Jay-Z i Parken