Her er ALT, hvad vi ved om Ariana Grandes kommende album ‘Thank U, Next’

Ariana Grande udgiver sit femte album på fredag, kun omkring et halvt år efter det stærke 'Sweetener'. Men meget er sket siden august 2018. Grande har hittet stort med singlen 'Thank U, Next' og er gået fuld hiphop på '7 Rings'. Meget tyder på, at det her album vil vise nye sider af popstjernen. Vi har forsøgt at danne os et overblik over alt, vi ved om udgivelsen.
Her er ALT, hvad vi ved om Ariana Grandes kommende album ‘Thank U, Next’
Ariana Grande. (Foto: Universal Music Group)

Tracklisten

Vi har indtil videre hørt tre sange, der vil være at finde på albummet. Verdenshittet ‘Thank U, Next’ fra november 2018, den mere afdæmpede ‘Imagine’ fra december, og så den nye hiphoporienterede ‘7 Rings’, der i sidste uge gik direkte ind som nummer ét på Billboard-listen.

Albummet bliver 12 sange lang og er dermed Ariana Grandes korteste siden debuten ‘Yours Truly’, der også havde 12 numre. Man kan dog godt tilgive længden, for det er jo kun et halvt år siden, vi fik ‘Sweetener’, og derudover er der endda mulighed for et album mere senere i år.

»Hvis jeg har lyst til at udgive et album, mens jeg er på turné, så gør jeg også det«, har Ariana Grande fortalt Billboard i en stor artikel, der dækker hendes turbulente efterår. »Tror du ikke, vi kommer til at have et studie i bussen? At vi ikke laver musik, mens vi er på turné? Selvfølgelig gør vi det«. I samme interview har den tidligere Nickelodeon-børnestjerne også fortalt, at hun vil udgive musik »som en rapper« og altså ikke være begrænset af klassiske albumudgivelsesmekanismer. Så det kan være, denne impulsive udgivelsesform er fremtiden for Ariana Grande.

Det er altså en anderledes selvsikker og selvstændig popstjerne, vi har at gøre med her, og det bliver spændende, om den attitude også skinner igennem på sangene. Det er i hvert fald også værd at bide mærke i, at der ikke vil være nogle gæsteoptrædener på ‘Thank U, Next’ (de er i hvert fald ikke annonceret), hvilket er et stort nybrud efter en række album, der har budt på mange samarbejder.

‘Thank U, Next’ – trackliste:
1. ‘Imagine’
2. ‘Needy’
3. ‘NASA’
4. ‘Bloodline’
5. ‘Fake Smile’
6. ‘Bad Idea’
7. ‘Make Up’
8. ‘Ghostin’
9. ‘In My Head’
10. ‘7 Rings’
11. ‘Thank U, Next’
12. ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvad/hvem handler sangene om?

Singlen ‘Thank U, Next’ var en mindre bombe: Her kom en af verdens største popstjerner og udgav en breakup-sang, der viste overskud og livsglæde i stedet for hjertesorg eller vrede. Og så namedroppede hun endda ekskærester som afdøde Mac Miller, Big Sean og Pete Davidson, som hun netop havde slået op med efter en kort forlovelse!

Det selvsikre udtryk underbygges af den attitudefulde ‘7 Rings’. Ariana Grande beskrev sangen sådan her på Twitter: »Mine venner tog mig med til Tiffany’s. Vi drak for meget champagne. Jeg købte ringe til os allesammen. Det var meget sindssygt og sjovt. På vej tilbage til studiet sagde Njomza »bitch, det her skal være en sang, lol«, og så skrev vi den samme eftermiddag«.

Hendes selvsikkerhed og den frygtløse måde, hun forvandler oplevelser til musik på, har selvfølgelig gjort, at nysgerrigheden omkring sangene og deres tekstunivers er stor.

Og her har Ariana Grande faktisk været ret aktiv på Twitter, hvor hun har svaret en række fans på, hvad nogle af de nye numre handler om, og spillet korte bidder af ny musik. Som eksempelvis sangen ‘Needy’:

Ariana Grande har desuden tweetet, hvad en række specifikke tracks handler om:

‘Ghostin’: »At have dårlig samvittighed overfor den, du er sammen med, fordi du elsker en anden. Og have det dårligt over, at han ikke kan sammenlignes… og at jeg burde ghoste ham«.

‘In My Head’: »At være forelsket i en version af en person, du har skabt i dit hoved. At blive vild med en, der ikke er det, du tror«.

‘Bloodline’: »At ville have nogen, men ikke så meget, at man vil have dem i sine blodårer«.

Det lyder altså umiddelbart som om, vi kan forvente et slags anti-kærlighedsalbum. Ikke så mange sukkersøde kærlighedssange, men en masse bristede illusioner og en god portion realisme. Den lidt mere badass attitude har sandsynligvis også resulteret i, at vi nu får en Ariana Grande-sang med titlen ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’.

PS: Nej, sangen ‘Nasa’ handler ikke om en af Pete Davidsons trøjer, der har et Nasa-logo, som dele af internettet troede. Det bekræfter Victoria Monét, der er Ariana Grandes veninde og tekstsamarbejdspartner.

Æstetikken

Til en vis grad kan man se Ariana Grandes karriere som én lang frigørelsesproces. Først måtte hun væk fra det nuttede Nickelodeon-image, hvilket hun gjorde ved at orientere sig mod hiphop og lave sange med Big Sean og Mac Miller på ‘Yours Truly’.

Derefter optrådte hun mere sexet og selvsikkert på ‘Dangerous Woman’, og sidste år kom så ‘Sweetener’, et ambitiøst album med sange som den feministiske ‘God Is A Woman’ og ‘No More Tears Left To Cry’, der forarbejdede terrorangrebet under hendes koncert i Manchester.

Men i tiden frem til ‘Thank U, Next’ har Ariana Grande til fulde løsgjort sig fra forventninger, ekskærester og musikbrancheforbehold.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hun vil »udgive sange som en rapper«, hun siger adios til ekskærester på ‘Thank U, Next’, og så omfavner hun til fulde den hiphop, hun indtil videre kun har flirtet med på ‘7 Rings’. I interviewet med Billboard beskrives albummet da også som en pendlen mellem »dybe, basdrevne bangers med trap-beats og svævende, triste ballader«.

Det virker umiddelbart som om, den tidligere noget konforme popstjerne har taget styringen selv. Som om, det er slut med at give efter for andre behov. Slut med at blive kontrolleret udefra.

Det kan man også se på albumcoveret: Det er stadig et billede af Ariana Grande, der er vendt på hovedet (ligesom på ‘Sweetener’), men denne gang i et mere råt look, inklusive tatoveringen fra ‘7 Rings’.

Producerne

I store træk er det et velkendt hold af Ariana Grandes faste samarbejdspartnere, der står listet som producere og sangskrivere på ‘Thank U, Next’.

Superproduceren Max Martin, som har lavet en række af popstjernens største hits, er med igen, og det samme er svenske Ilya, der også har lavet en del ting med Grande før. Hertil er der veninden og sangskriveren Victoria Monét (hende der benægtede, at ‘Nasa’ handlede om Pete Davidson).

Produceren og sangskriveren bag ‘7 Rings’ og ‘Thank U, Next’ er også en af Ariana Grandes helt gamle følgesvende: Tommy Brown var nemlig allerede med på debuten ‘Yours Truly’ tilbage i 2013. Pharrell, der stod bag store dele af ‘Sweetener’, ser dog ikke ud til at være med i denne omgang.

Derudover er der et spændende hint gemt, hvis man ser, hvem der nævnes som samarbejdspartnere på slutnummeret ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’. Her krediteres både Kandi Burrus fra Xscape og produceren Kevin Briggs – også kendt som henholdsvis tekstforfatter og producer på ‘No Scrubs’. Er de mon krediteret, fordi Ariana Grande har samplet eller genindspillet TLC’s r’n’b-klassiker?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

TLC-spekulation til side er den store nyhed dog primært, at der ikke er nogle gæster og større producermæssige nybrud. Det føles som om, Ariana Grande har sat sit hold og er gået all-in på sin egen lyd.

I interviewet med Billboard beskriver Grande da også albummets tilblivelse som en intim process, der var defineret af samvær med de tætteste. Eller, som hun selv siger, er det lavet af »feminin energi og champagne og musik og latter og gråd«.

Læs også: Tidslinje: Ariana Grandes rejse fra nuttet Nickelodeon-pige til progressiv popstjerne

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af