Tricky

Bare fordi Tricky kalder sit nye album ’Adrian Thaws’ skal man ikke forvente, at det adskiller sig nævneværdigt i hverken form eller indhold fra det, vi er blevet vant til fra hans kant. Den evige gadedreng fra Knowle West, Bristol, hviske-mumle-synger stadig som befandt han sig i en permanent tilstand af febervildelse, men hans mørkt-mystiske fortællinger er afleveret med fokus og direkthed.

Albummets første halvdel er det mest helstøbte, vi har hørt fra Trickys hånd i rigtig mange år. Sangene stikker måske ikke helt så dybt som på hans 90’er-materiale, men det kompenseres der for ved nogle ret enkle, men effektive produktionsvalg og beats af både tilpas friskhed og afveksling.

’Lonnie Listen’ emmer af lyst til at vise verden, at Tricky stadig har noget at byde på, og det indtryk forstærkes kun af den minimalistiske baslinje og det stakåndede vokale interplay mellem Tricky og Francesca Belmonte på ’Nicotine Dream’ og den inspirerede brug af et Alice In Chains-sample på ’Keep Me In Your Shake’.

Tricky slipper knapt så heldigt fra at være politisk på ’My Palestine Girl’ eller den anakronistiske hiphop på ’Why Don’t You’, men når han får selv en stille reggae-inspireret sag som ’Silly Games’ til at virke charmerende, skyldes det, at han har genfundet en form, der måske ikke rækker til at skabe grænseoverskridende kunst som ’Maxinquaye’, men dog gør ham i stand til at hive stik i land, næsten hver gang han med smørret kendermine deler kort ud.

Læs anmeldelse: Tricky ‘Mixed Race’