Tricky

Måske er det alderen, en god sommer eller Paris, hvor Tricky for tiden bor, der har sat aftryk på den dystre triphop-legendes seneste udspil. Under alle omstændigheder lyder mørkemandens nye album, musikalsk set, overraskende positivt – altså i forhold til at englænderen lever et liv i mol.

Den tumultariske sangopbygning er erstattet af jazz-, blues- og electropop-elementer, der giver en klarere overflade og et renere lydbillede end før. Det lyder måske en kende kedeligt, for Trickys force har altid været, at man kan gå på endeløs opdagelse i de dystopiske lag, men den knurrende rastløshed ligger fortsat på lur, og der er heldigvis stadig noget i gærde under overfladen på de pænere numre. Trickys musik har altid egnet sig til de tænksomme små timer, hvor frustrationer som ‘hvorfor forstår folk mig ikke/drak jeg den sidste øl i går/gik jeg (ikke) hjem med ham/hende/den/det’ fylder ens hoved. Nu er vi bare nød til at sætte skiven på nogle timer tidligere, for albummet tåler dagslys.

En lille halv times musik fordelt på ti korte numre udgør ‘Mixed Race’, og det er en klog disponering. Den korte og tilgængelige form når aldrig højderne fra ‘Maxinquaye’ og ‘Pre-Millennium Tension’, men dette er heller ikke et forsøg på at kopiere tidligere bedrifter. Albummet illustrerer, hvordan en særegen kunstner har udviklet sig over flere (knapt så gode) album uden at fornægte sig selv. Du er aldrig i tvivl om, at det er et Tricky-album, og signatur-duetter med kvindevokal i forgrunden og den dødsrallende raspen bag ved forefindes også på ‘Mixed Race’.