I går ramte Top Track-mærkatet Matthew E. Whites ‘Rock & Roll Is Cold’, og det bliver i familien, for i dag drejer det sig om Whites high school-veninde Natalie Prass, der sågar udgiver sin musik på den langhårede soul-musikers Spacebomb Records.
Whites svulstige lydbillede har blidt manifesteret sig hos Prass, der dog ikke er direkte soul, men nærmere begår sig i en mildt folket og 70’er-klingende popmusik – ikke helt ulig Feist til tider, men også med stor respekt og inspiration hentet fra klassiske sangerinder som blandt andre Dionne Warwick, som amerikaneren selv har beskrevet som et stort idol.
White står for de fuldstændigt uimodståelige horn, pianoet klimprer i sit eget groove, og så er der de massive strygere, som understøtter det melodrama, der ligger i Prass’ tekst om kærligheden, der bliver trukket i langdrag og derfor går i sig selv.
»What do you do, when that happens / where do you go / when the only home that you know is with a stranger«, lyder det sørgmodigt, men hele lydbilledet – så rigt, vellydende og gavmildt – er umenneskeligt bekræftende i sig selv. Til allersidst skal man heller ikke glemme det vigtigste: Prass’ honningsøde, men ekstremt sårbare vokal.
Natalie Prass’ selvbetitlede debutalbum er ude den 26. januar. Det glæder vi os selvsagt rigtig meget til.
Seneste Top Track: Matthew E. White ‘Rock & Roll Is Cold’