1. Her, der og alle vegne på tv
Selv hvis navnet Duplass ikke umiddelbart siger dig noget, har du formentlig set enten Jay eller Mark på film eller tv. Mark har nemlig medvirket i film som ’Zero Dark Thirty’ og ’Safety Not Guaranteed’, mens han i seks sæsoner har spillet den lettere usympatiske Pete Eckhart i fantasy football-serien ’The League’. Sideløbende har Jay primært opholdt sig bag kameraet, men fik sidste år et kæmpe gennembrud foran, da han spillede Josh Pfefferman i Amazons hitserie ’Transparent’.
Før det havde de to dog også fundet sammen foran kameraet, da de af og til gæster ’The Mindy Project’ som jordemoderbrødrene Brendan og Duncan Deslaurier, der er til stor gene for Mindy og hendes kolleger. Mens deres egne projekter som regel er noget mere alvorlige, er de altså heller ikke bange for at opsøge de brede grin, i hvert fald ikke når de låner sig ud til andre film- og tv-skabere.
2. Mumlende gennembrud
De slog på alle måder igennem med spillefilmdebuten ’The Puffy Chair’ fra 2005, som de skrev sammen, mens Jay instruerede, og Mark spillede hovedrollen. Det er en lille indiefilm, der fik dem placeret centralt i den undergenre, som er blevet betegnet som ’mumblecore’, og som også tæller instruktører som Andrew Bujalski, Lynn Shelton og Joe Swanberg.
Denne kategorisering er en anelse syntetisk, da forskellene mellem disse instruktører er lige så store som lighederne, men fælles for dem er, at de holder et lavt budget og fortæller den lille, menneskelige historie så naturalistisk som muligt. Denne stil fortsatte Duplass-brødrene i deres næste fælles film, ’Baghead’ fra 2008, der introducerede deres gamle ven Steve Zissis, som også medvirker i deres nye HBO-serie ’Togetherness’. Den havde desuden mumblecore-dronningen Greta Gerwig i en af sine tidlige roller, inden hun blev kæreste med og muse for Noah Baumbach (’Frances Ha’).
’The Puffy Chair’ har en hjemmevideoæstetik fuld af zooms på de medvirkendes ansigter og fokusskift, som efterlader billedet i en uklar grød, der giver en følelse af umiddelbarhed. Disse visuelle greb var karakteristiske for brødrenes tidlige film, der dog i nogen grad blev udskiftet med en renere stil, efterhånden som deres produktioner blev mere professionelle og strømlinede. Se traileren for ’The Puffy Chair’ ovenfor.
3. Fornægter storproduktionerne
Siden debuten er Mark og Jay Duplass blevet tilbudt at instruere større film inden for studiesystemet, men de har holdt sig til at filmatisere egne manuskripter med så lavt et budget som muligt, så de til gengæld får fuld selvbestemmelse. Dermed er der ikke store summer at hente i deres film, men samtidig heller ikke den store risiko, hvorfor producenterne gerne investerer penge i brødrene, hvis film altid får premiere på festivaler som Toronto, Sundance og SXSW.
At deres film er små fortællinger, der ikke prøver at forklare hele verdenssituationen, kan ses på noget så enkelt som spilletiden. Filmene overskrider sjældent halvanden time og slutter gerne, før vi har fået en egentlig afklaring, så vi som seere sidder tilbage uden at vide, hvad fremtiden bringer for karaktererne. Endnu et vigtigt element i den hverdagsrealistiske stil, der kan føres tilbage til både italiensk neorealisme og engelsk køkkenvaskrealisme.
4. Ikke bange for plot
Mens Duplass-brødrene måske ikke bruger improvisation i lige så høj grad som kollegaen Joe Swanberg (’Drinking Buddies’), der er kendt for at arbejde helt uden manuskript, gør de meget for at ramme en naturlig tone i dialogen. Det resulterede i, at ordet dude blev brugt ad nauseam i ’The Puffy Chair’, hvor det var mere gimmick end realistisk hverdagstale.
Men det resulterede også i, at Jason Segel (’How I Met Your Mother’) og Ed Helms (’The Office’) havde en række rammende samtaler som de to brødre i ’Jeff, Who Lives at Home’. I ovenstående klip ses i øvrigt brødrene Duplass’ særlige miks af drama og komedie, der det ene øjeblik kalder på høj latter og det næste på hjerteskærende ængstelighed. Modsat mange andre filmskabere, der bevæger sig inden for den mere eksperimenterende indiefilmbranche, er de heller ikke for fine til at præsentere et decideret plot i deres film. ’The Puffy Chair’ er en klassisk roadmovie fra A til B, hvor det dog ikke er målet, men rejsen, der er filmens egentlige formål.
5. Det bli’r i familien
Det er ikke så mystisk, at det ofte kommer til at handle om familie og især forholdet mellem brødre, når to brødre laver film sammen. Det sidstnævnte var tilfældet i ’The Puffy Chair’, hvor Josh (Mark Duplass) tager på roadtrip med kæresten Emily (Katie Aselton). Joshs bror Rhett (Rhett Wilkins) slutter sig til dem, og ved hans blotte tilstedeværelse finder Josh og Emily ud af, at det ikke skal være de to. Førnævnte ’Jeff, Who Lives at Home’ handler om to brødre, der er gået hver deres vej i livet, men som i sidste ende ikke kan lade deres forskelligheder stå i vejen for det faktum, at de som brødre deler et særligt bånd.
Endelig handler deres nyeste film ’The Do-Deca-Pentathlon’ (der dog blev filmet fire år før udgivelsen i 2012 og ligner ’The Puffy Chair’ mere end ’Jeff, Who Lives at Home’ stilistisk) direkte om konkurrerende brødre. Her opfører to brødre i 30-årsalderen (Steve Zissis og Mark Kelly) deres egne olympiske lege for at afgøre en rivalisering, der startede i deres skoletid.
I ’Cyrus’ så de på et andet mærkværdigt familieforhold, nemlig mellem den midaldrende kvinde Molly (Marisa Tomei) og hendes voksne søn Cyrus (Jonah Hill). Da John (John C. Reilly) bliver en del af Mollys liv, skal han også indfinde sig med Cyrus.
Dette blik på familien som en konstant slagmark, der både genererer glæde og sorg, lægger også til grund for ’Togetherness’. Her spiller Mark manden Brett Pierson, der er gift med Melanie Lynskeys (’Two and a Half Men’) Michelle i et på overfladen idyllisk ægteskab. Som altid er der dog problemer i parholdet, som kommer til udtryk, da Michelles søster Tina (Amanda Peet) og Bretts ven Alex (Steve Zissis) begge flytter ind under deres tag.
Læs også: Anmeldelse – ‘Togetherness’
Læs også: Anmeldelse – ‘Wedlock’
Læs også: Et frisk tv-år – Nye serier, vi har tårnhøje forventninger til