»R’n’b-sangerinden satte nye standarder for, hvad man kan med en mixerpult og en mikrofon«. Sådan lød det fra vores begejstrede anmelder, da han lod sig forføre af Kelela under sidste års Roskilde Festival. Nu bringer den amerikansk-etiopiske sangerinde både sine standarder, bass-baserede beats og luftige, inderlige vokal med sig til årets Stella Polaris-festival i Frederiksberg Have.
Kelela imponerede med sit stærke mixtape-gennembrud ‘Cut 4 Me’ i 2013, og sidenhen har vi ventet i spænding på nye r’n’b-innovationer. De skulle gerne være på trapperne i form af den kommende ep ‘Hallucinogen’, der dog er blevet forsinket grelt – ifølge Kelela selv på grund af hendes egen perfektionisme. Første forsmag på ep’en, den hypnotiserende ballade ‘A Message’, landede dog tidligt på foråret og kan nydes i lyd og billeder nederst på siden.
Stella Polaris’ Morten Løwenstein udtaler sig om den noget overraskende booking: »Kelela er en af de mest interessante pop-artister. Hun skriver nogle virkelig gode sange, og så gør hun brug af nogle af de allermest interessante producere, som Nguzunguzu, Jam City og Kingdom. Hun passer perfekt ind i Stella Polaris, fordi hun ligger et rigtig godt sted lige imellem den dybe lidt skyggefulde bas-musik og god pop, som de fleste kan forstå. Hun kan appelere til en masse mennesker, som måske ikke kender til hende i forvejen«.
»Stella Polaris går i rigtig mange retninger rent musikalsk. Vi har en platform hvor vi kan præsentere rigtig mange forskellige genrer. Vi forsøger altid at ramme den højeste kvalitet, og her passer Kelela rigtig godt ind« forklarer Morten Løwenstein.
Foruden Kelela rummer årets musikplakat desuden navne som Lulu Rouge, Lydmor, The White Album, T.O.M & His Computer og Tomas Barfod.
Læs mere om Stella Polaris og de forskellige events rundt om i landet via deres Facebookside HER.