Musikere kan nu se data på deres fans på Spotify – og det er godt nyt for dig

Spotify har flere gange vist sig at være deciderede datahajer, både når det gælder om at genere playlister målrettet særligt til dig og når det gælder om at se tendenser i det nationale musikforbrug.

Nu gør de en del af deres data tilgængeligt for musikere, som ved hjælp af værktøjet Fan Insights kan se, hvor stor deres fanskare er, hvor meget de bliver spillet, osv. Men måske vigtigst af alt kan de dykke ned i, hvor de er populære, inden for hvilke befolkningsgrupper og hvordan og hvor meget fansene lytter – og hvad de ellers lytter til. Altså kort sagt, et meget omfattende værktøj.

Det betyder, at labels kan planlægge, hvor de tager på tour og hvilken målgruppe, de skal gå efter. For bands og labels er den information alfa omega for de ved, at de rigtigt store penge i musikbranchen i dag ligger i koncerter og merchandise-salg.

For dig betyder det, at dine afspilninger i endnu højere grad bliver betaling til dine yndlingskunstnere og hver gennemlytning bliver et signal om, at du gerne vil have kunstnerne til din verdensdel.

For Spotify er det endnu et værktøj, der skal overtale kunstnere til at udgive deres musik på Spotify. Systemet er lige nu i test-fasen og kræver, at man beder om adgang, men snart bliver det tilgængeligt for alle musikere på Spotify.

Både YouTube og Soundcloud har ifølge TechCrunch lignende værktøjer, men ikke i samme omfang eller med samme sigte som Spotify.

Læs også: Spotify anbefaler koncerter baseret på dine musikalske præferencer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af