Månedens gear og gadgets: Trådløse bøffer, perfekt løbegadget og glimrende begynder-pladespiller

Marts har, som vanen tro, budt på et væld af nye gadgets. Som følge af Mobile World Congress i Barcelona, har vi set et væld af nye telefoner, højtalere og computere. Vi har samlet de ti ting, vi er mest vilde med fra marts måned.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1: LG G5

Du har måske allerede hørt en ting eller to om LG’s nye flagskib G5. G5 har nemlig været omtalt en hel del, siden den blev præsenteret på Mobile World Congress. LG G5 gør nemlig noget, som der ikke er ret mange andre producenter der gør i disse dage.

G5 kommer med et ’accessory slot’, et aftageligt modul i bunden, hvor man kan tilføje alskens accessories til sin telefon. Indtil nu har vi kun set LG’s egne to moduler der kan tilføjes, men der er planen at tredjepartsproducenter skal kunne udvikle alle mulige forskellige udvidelser til LG G5. De to moduler som LG har vist frem, er et kameramodul og et højtalermodul fra B&O.

Helt praktisk tager man bunden ud af LG G5, sammen med batteriet. Herefter kan man indsætte f.eks. kameramodulet og vupti, så har man en dedikeret kameraudløserknap, bedre grip og batteriet er gået fra de 2.800 mAh der sidder i G5 som standard, til ret imponerende 4.000 mAh. Ret smart hvis man skal tage mange billeder eller filme.

Det bliver spændende at se hvilke moduler der kommer til LG G5 de kommende måneder. LG G5 kommer 15/4 og kan forudbestilles nu til 4.995 kroner.

 


Huawei

2: Huawei MateBook

MateBook er Huaweis svar på en iPad Pro, og for at være helt ærlig, så ligner MateBook alt det vi ønskede os (og aldrig fik) fra Apples store iPad.

MateBook er en 6,9 mm tynd tablet, der kun vejer 649 gram. Det er i sig selv ikke imponerende, men når den, ud over at være en tablet, også fungerer som en bærbar computer, begynder det at ligne noget. Den kommer med Intels sjette generation af Core-processorer, og kører fuld Windows 10. På siden sidder volumenknapperne sammen med en fingerscanner.

Til MateBook kan købes et lædercover med indbygget tastatur. Der skulle efter sigende være godt klik i tasterne – det er ellers tit et problem på tablet-tastaturer. Og derudover en umanerligt vigtig feature, som iPad Pro-modellerne fuldkommen negligerer: Trackpad. Tak, Huawei.

Som til iPad Pro og Microsoft Surface, kan der tilkøbes en ’Mate Pen’ som kan bruges til at tegne og skrive med. Yderligere har Huawei lavet en ’Mate Dock’ som kan bruges til at tilslutte MateBook til diverse andre devices. ’Mate Dock’ giver tilslutning til både VGA, HDMI, Ethernet og USB, alt sammen mens MateBook lader op gennem USB-C.

Vi ved ikke hvornår MateBook kan købes i Danmark, men Huawei har lovet at det vil ske i løbet af andet kvartal i 2016, så inden sommer. Prisen kommer til at ligge mellem 6.000 og 14.000 kroner alt efter hvilke specs, du vil have i. Vi er spændte.

 


Mighty

3: Mighty

Har du nogensinde været træt af, at du skal medbringe din smartphone for at streame musik fra f.eks. Spotify? Vi synes i hvert fald at det kunne være fedt, hvis vi kunne undlade at medbringe vores større og større smartphones på f.eks. løbeturen.

Dette problem vil Mighty Audio løse, med deres lille device, Mighty. De lancerede en Kickstarter-kampagne i år hvor de bad om 250.000 dollars, og endte med at skrabe lidt over 300.000 dollars sammen.

Mighty er en lille iPod Shuffle-lignende device, der skal forbindes med din smartphone for at lagre dine offline-spillelister. Når synkroniseringen er sket gennem appen, behøver Mighty ikke have forbindelse til hverken internet eller telefon, for at kunne afspille dine playlister. Mighty virker sammen med iOS eller Android, kan indeholde op til 48 timers musik og spille i op til 5 timer på en enkelt opladning.

Mighty er allerede gået hjem på Kickstarter, og nu prøver Mighty Audio at skaffe flere midler på den anden store fundraising-side Indiegogo. Du kan derfor forudbestille Mighty allerede nu, ved at gå til deres Indiegogo kampagne og støtte den. Mighty koster 540 kroner, og så er der forskellige tilbud, hvis du køber flere.

 

Lenovo

4: Lenovo VIBE K5

Med VIBE K5 har Lenovo satset på god lyd til billige penge. Desværre får vi ikke VIBE K5 Plus at se i Danmark, men vi kan glæde os over, at standardmodellen VIBE K5 rammer det danske marked allerede her i april.

VIBE K5 er ikke med i toppen af poppen når det kommer til smartphone specs, men det er også helt ok. Den kommer med en Qualcomm Snapdragon 415 processor, 16 GB lager og 2 GB RAM. Der kan toppes op med microSD på maks 32 GB. Det er OK men ikke imponerende specs. Til gengæld kommer VIBE K5 med Dolby Atmos, som er en mobil surround sound oplevelse, som ellers normalt er reserveret til high-end telefoner fra f.eks. LG og HTC. Det er fedt at se noget af det ypperste hardware, i en budget telefon. Så skidt være med de andre specs. Man kan jo ikke få det hele.

VIBE K5 har en femtommersskærm i full HD med en 1920 x 1080 opløsning, et 13 MP bagudvendt kamera og et 5 MP frontkamera.

Godt nok er Lenovo VIBE K5 ikke en high-end telefon, men til gengæld skulle prisen efter sigende kun lige snige sig over 1.500 kroner. Det er billigt. Vi glæder os til at se om Lenovos telefon til lydelskeren, rent faktisk er noget ved.

 


DSC_0139
(Foto: Christian Ellegaard Andersen)

5: Samsung Galaxy S7 Edge

Samsung Galaxy S7 Edge er noget af det fedeste tech vi har set længe. Tidligere har Samsung produceret plastic smarthpones der føltes som om, at de ville gå i stykker, hvis man kiggede på dem lidt for længe. Med S6’eren begyndte de at tage design seriøst, og med S7’eren har de virkelig ramt plet.

Den ligner meget S6, men har et væld at små justeringer, der gør den helt sublim. F.eks. er der nu en lille runding på bagsiden af telefonen som gør, at den ligger rigtig godt i hånden, og så har den en større skærm. Yderligere er dens specs helt i top, og især kameraet stikker ud. Det har den hurtigste autofokus vi nogensinde har set i en telefon, og så tager det bare rigtig flotte billeder.

Hvis du stadig er i tvivl, så kan du med fordel læse vores anmeldelse af Galaxy S7 Edge HER.

Samsung Galaxy S7 Edge fås i tre farver. Black Onyx, Gold Platinum og White Pearl. Den kan købes i butikkerne nu og koster 6.299 kroner.

 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6: Samsung Galaxy Gear 360

Mange havde spået 2015 til at være året hvor virtual reality ville tage fart, men desværre blev det ikke sådan. En af grundende er, at det stadig er meget svært for den almindelige forbruger, at producere indhold til VR devices. Dette er dog ved at blive nemmere, da der kommer flere og flere kameraer der kan filme i 360 grader. Et af disse er Samsung Galaxy Gear 360. Samsung var tidligt ude i VR gamet, med deres Samsung Galaxy Gear VR headset. Derfor var det også meget naturligt, at se et kamera fra Samsung der kan optage indhold til deres headset.

Vi havde kameraet i hånden til et event i London, før lanceringen i Barcelona, og det så rigtig godt ud. Der sidder faktisk to kameraer på Gear 360, begge udstyret med en fisheye-linse. Dette gør det muligt at optage i 360 grader, og det fungerer rigtig godt. Gear 360 sticher selv billederne, så det bliver et 360 grader billede. Det kan sende et live feed direkte til din Samsung Galaxy telefon, hvor du så kan scrolle 360 grader med din finger eller bruge gyroen i din telefon, og f.eks. se hele lokalet hvor kameraet befinder sig.

Kameraet er på størrelse med en golfbold, og optager video i 3840×1920 opløsning og tager 30 MP billeder.

Vi kender endnu ikke prisen på Galaxy Gear 360, men ifølge Samsung skulle det lille 360 grader kamera komme til salg i starten af andet kvartal.

 

HP

7: HP Elite X3

HP Elite X3 er HPs bud på et ’all-in-one’ device. Det er en stationær og bærbar computer, samtidig med at det er en smartphone som du kan have med over alt. Vi har tidligere set det med tablets, der samtidig kan fungere som en bærbar computer ved hjælp af Windows 10, sidste år så vi Microsoft præsentere deres Continuum funktion, som lader dig koble din telefon til en PC-monitor og bruge den som en fuldt fungerende stationær PC. Det er dette koncept at HP har taget videre med deres Elite X3.

HP Elite X3 kommer med den hurtige Snapdragon 820-processor, 4 GB RAM og 64 GB indbygget lagerplads og så kommer den med indbyggede B&O højtalere. Med microSD-kort kan der tilføjes hele 2 TB ekstra plads. Det er vildt meget, og fedt at se i en telefon. Det er sådan nogle ting der er nødvendige hvis HP vil have, at Elite X3 skal være vores eneste device. Det bliver spændende at se, hvordan den performer i den virkelige verden.

HP Elite X3 skulle efter HP’s eget udsagn, blive tilgængelig i mere end 30 lande her til sommer. Forhåbentlig er Danmark på denne liste.

 


Marshall

8: Marshall Major II

Marshalls Major høretelefoner var en kæmpe succes, og derfor var det jo naturligt, at de fulgte op med en Major II-model. Det gjorde de sidste år og i år har de så fulgt op med en trådløs version. Marshall har opdateret mekanikken indeni, og givet hele bygningskonstruktionen på Major II en overhaling. De skulle efter sigende være mere robuste og holdbare end den tidligere model.

Det imponerende ved de opdaterede høretelefoner er helt klart batterilevetiden. Marshall lover over 30 timers batteri, mens flere tests klokker dem ind ved væsentlig mere. De styres med en knap på den ene hørebøf. Der følger også et kabel med, hvis man løber tør for juice på farten.

De kan købes på Marshalls eget website til 1.195 kroner.

 

 


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9: Satechi Aluminium Wireless Headphones

Satechi har længe lavet alle mulige gadgets til telefoner og computere. De har mest beskæftiget sig med accessories til Apple-produkter og deres nye bluetooth-høretelefoner er ingen undtagelse. Som navnet antyder er de lavet i aluminium og de kommer i Apples velkendte Gold, Silver og Space Grey farver. Der hører et 3.5 mm mini jackstik med, som det er muligt at bruge, hvis man skulle løbe tør for strøm.

Det er fedt at se, og noget andre producenter af trådløse høretelefoner med fordel kunne lade sig inspirere af. Satechis nye høretelefoner høster rosende ord fra anmelderne, og med rygter om et manglende stik til hørertelefoner i Apples nye iPhone 7, så er det vel på tide at kigge efter et par trådløse af slagsen.

Til høretelefonerne kan tilkøbes en stand som både kan lade, fungere som USB-hub og lade dig streame musik til en ikke bluetoothkompatibel enhed, f.eks. en computer.

Ofte skal man grave dybt i lommen for at betale for et par trådløse hørertelefoner i denne kaliber, men her kan du nøjes med at slippe ca. 780 kroner på Satechis eget site. Du kan få standen med for kun ca. 240 kroner.

 


Crosley

10: Crosley C-200

Crosley-pladespillere har ikke just et ry for, at være blandt toppen af poppen når det kommer til god vinyllyd. De er mest rettet mod førstegangskøbere, der ser mere på pris end på kvalitet.

Med C-200 vil Crosley ud af den rille, som de har kørt i hidtil. De vil ikke længere skrabe bunden af kvalitet, men tage det et niveau op.

Sammenlignet med tidligere modeller, er der tilføjet nogle features til de mere avancerede brugere, som f.eks. pitch control, og materialerne har fået et godt upgrade for tidligere Crosley-modeller. Den ser bare mere lækker og robust ud.

Anmelderne kan lide den, og vi synes den ser spændende ud. Den kan købes på Urban Outfitters site til ca. 1.700 kroner.

Læs også: Månedens gear og gadgets: Labre høretelefoner og genfødsel af en legendarisk pladespiller

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af