Bootlegs kan være andet end ærgerlige kopier eller fis og ballade. Det har vi set før med for eksempel ‘Ain’t Laurent Without Yves’-t-shirten, der blev lavet som en kommentar til Hedi Slimanes beslutning om at fjerne Yves fra Yves Saint Laurent. Den gang endte t-shirten hos blandt andre Colette og Kitsuné.
Tidligere i år skabte det også opmærksomhed, da nogen stjal Thrashers ikoniske logoskrift og skabte bootleg-merchandise til Young Thug. ‘Thugger’ stod der på t-shirten og ‘Atlanta, Georgia’ i stedet for ‘Skateboard Magazine’. De blev hurtigt udsolgt – også da flere blev trykt i oktober.
Nu står nogle anonyme kræfter bag en minikollektion, der blander Nikes Swoosh-logo med Frank Ocean. Et enkelt med sjovt greb, der passer perfekt som merchandise til Oceans ‘Nikes’. Kollektionen, der indeholder både hoodies, t-shirts, en cap og en mulepose, blev først præsenteret i forbindelse med weekendens ComplexCon, men er nu sat til salg online.
Så må vi se, om Nike brokker sig. Luxury Goods International, som ejer Yves Saint Laurents trademark, var i hvert fald ikke så klar på ‘Ain’t Laurent Without Yves’-t-shirten.
Læs også: Vetements er ligeglade med kopitøj – »folk tager nogle gange branchen for seriøst«