’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 3: Ypperlig sorgbearbejdning med følelse og fantasi
Det er den dag, man tager afsked med en elsket, men også den dag, hvor de fleste har svært ved at mindes, i hvert fald over for andre.
Man snakker om vind og vejr, om det møre lammekød, men alle har tankerne et andet sted. Hvordan griber man det an, at erindre sammen, mens den nye virkelighed stadig virker uvirkelig? Hvordan snakker man om den, man har mistet alt for tidligt, uden at det gør for ondt?
I tredje afsnit ’Arvingerne’ skulle der en delvis outsider til for at tage hul på det tabu, det kan være at snakke om et menneske den dag, det bliver lagt i jorden.
I en familie, der har skæve traditioner til enhver lejlighed, men ingen der dækker døden, er det håndboldpigen Signe, der tør stille et underligt akavet forslag. Tage hul på de minder, der – måske, på sigt – kan udfylde en brøkdel af tabets tomrum.
Det var en fortrinlig scene, lun og følsom og en fintmasket krystallisering af, hvordan Frederik og Solveig håndterer sorgen forskelligt.
Solveig, der tidligere var forståeligt frustreret over, at der gik nedhysset palaver i gravøllet, blev pludselig tiltrukket af de varme ord fra bålets flammer, opvakt af muligheden for at se sin datter blive vakt til live for sit indre blik gennem familien og vennernes anekdoter. Frederik, derimod, lod sig distrahere af konkrete mål: Et kort fra en mobiltelefon optog ham nok til at afbryde seancen utidigt. Han er en mand, der trives bedst, når han handler, selvom han ikke altid handler med usløret udsyn.
Man er bekymret for dem begge to, og Maya Ilsøe & co. portrætterede dagen derpå – tiden efter chokket – med behændig sans for at føle uden at sentimentalisere. Solveig, der sætter i bevægelse mod ligvognen, mens den kører væk, Frederik, der ikke kan holde sin tale for bare tårer, de to eks-ægtefolk, der på videoerne ser deres datter med en livsglæde i øjnene, som de ikke selv var forvænt med – sårbare øjeblikke, flot visuelt formidlet af instruktør May el-Toukhy og fotograf Jasper Spanning.
At serien først og fremmest beskæftiger sig med efterskælvet hos mellemgenerationen, Gro, Frederik, Emil og Solveig, er forståeligt, men det klædte den at uddybe Maliks menneskelige side. De unge kunstneres idealistiske tunnelsyn har nok tjent en pointe, men også gjort dem til antagonister uden blik for de potentielle menneskelige omkostninger. I en fortælling, der er bedst, når den indfanger nuancerne i de forskellige samfundspositioner, var det befordrende at opleve Malik og Hannahs strålende kærlighed og den efterladte kærestes forståelse for Frederiks sorg.
Det er en kraftfuld fortælling, ’Arvingerne’ har knæsat med Hannahs død. Så kraftfuld, at det kan være svært at se for sig, hvordan Signes griseeventyr og Morten Korch-agtige kamp med hr. Jensen skal kunne virke som andet end trivielt foder ved de fines bord, om end der var smittende kemi og humor i Signes regnvåde druktur med Pernilla Augusts skydeglade Karin.
Men den tid den sorg. Sorgen håndterer ’Arvingerne’ foreløbigt med ypperlig sans for fantasirige visualiseringer af de indre brydninger. Som et brev fra Melody, Villads og Emil til Hannah »i luften«. Smukt.
Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 2 – chokerende slutning sendte serien på rette spor