‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 2: Chokerende slutning sendte serien på rette spor

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set andet afsnit i ‘Arvingerne’s tredje sæson)

Forleden hørte jeg et interview med Francis Ford Coppola i NPR’s kulturpodcast ’Fresh Air’. Her fortalte han, at han altid forsøger at koge temaet for den film, han er i gang med, ned til ét ord, som han bruger som ledestjerne, hver gang han skal tage en beslutning på settet, uanset om det drejer sig om kostumer eller replikker.

På ’The Godfather’ var ordet »succession«, eller på dansk: Arvefølge.

Temaordet ligger næsten i titlen på ’Arvingerne’, og mens første sæson excellerede i tematisk såvel som plotmæssig stringens, var det, som om sæson 2 netop manglede denne følelse af klarhed, af en overordnet drivkraft, der skubbede elementerne frem. Pludselig stak historien i mange viltre, kun løst forbundne retninger, fra kunstfalskneri til thailandske fængselsophold.

Men nu aner man, at ’Arvingerne’ igen kan nærme sig første sæsons besnærende snæversyn, et nyt samlingspunkt for familien, om end et tragisk ét af slagsen.

I hvert fald skabte Hannahs forsvinding, og siden død, et neglebidende intenst afsnit, hvor Maya Ilsøe og instruktør Heidi Maria Faisst temmelig sublimt jonglerede Emils kvaler med at holde en uforglemmelig fødselsdagsfest for Melody og familiens tiltagende desperation over radiotavsheden fra Frederik og Solveigs rebelske teenagedatter.

Man håbede det bedste, men tragedien var uafvendelig. Og scenen, hvor Malik giver Frederik den forfærdelige besked over telefonen, var noget af det mest gribende, vi har set på dansk tv længe, fordi den så fortjenstligt spillede imod de forventninger, man kunne have haft til karakterernes reaktion.

Den før så handlekraftige og udfarende Frederik gik i baglås, på et splitsekund forvandlet til en lille forskræmt dreng, mens Solveig reagerede udad og søgte fysisk trøst hos faren til den datter, hun har set i live for sidste gang. Det er i en scene som denne, at det kommer til sin ret, at man har hyret en parade af DR’s allerbedste karakterskuespillere.

Sidste uges afsnit indikerede, at sidste sæson ’Arvingerne’ skulle handle om arvingernes arvinger – konsekvenserne for matriarkens børnebørn – men med Hannahs død er fokus rykket tilbage mod den oprindelige mellemgeneration.

Det skal blive interessant at se, hvordan serien forvalter den sorgproces, der nu ligger foran dem. Anklagerne vil utvivlsomt fyge gennem luften, og det vil være let for Solveig at pege fingre mod både Emil, Gro og Frederik. For en serie, der af nogle kritikere er blevet anklaget for at udspille sig som en sæbeopera, bliver udfordringen herfra at få efterveerne til at resultere i mere end grådopløste øjne og angerfuld fingerpegning.

Vi slutter dog aftenens afsnit på billedet af Emil i sin nye, ansvarlige rolle som en (rigtigt god) farsurrogat for Melody og får måske herigennem en indikation af, hvor vi skal hen: Kan familien til trods for – eller måske: via – den største sorg af dem alle forenes om den arv, de skal give videre til Melody og Villads.

Kan de tilsidesætte fnidder, jalousi og skyld for at skabe en optimistisk fremtid for dem selv, ja, men først og fremmest for den næste generation. Kan de, kort sagt, vokse med opgaven?

Afsnit 2 gav mig i allerhøjeste grad lyst til at finde ud af det.

Læs også: Interview med Lene Maria Christensen om ‘Arvingerne’-chokket – »det skal stå i Grundloven, at jeg er færdig med at spille kone«

Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 1