‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 1: Et episk generationsopgør i horisonten
Sidste sæson af ’Arvingerne’ lukkede med de fire søskende i skumringen, mens de travede mod gården. For første gang som en rigtig enhed. Sæsonåbneren for nyeste ombæring samler op på dem et par år efter, og i tre af tilfældene er harmonien stærkere end nogensinde.
Læs også: ‘Arvingerne’ afsnit 8 – næstsidste kapitel var næsten for gemytligt
Emil (Mikkel Bo Følsgaard) har bosat sig på gården, hvor han er en slags faderskikkelse for Melody. Som en visuel hilsen til Jesper Christensens afdøde hippie ses han i første scene med en smøg i flaben og et tørklæde om panden. Signe (Maria Bach Hansen) driver et landbrug og går med ekspansionsplaner. Og Gro (Trine Dyrholm) er i færd med forberedelserne til en ny, stor udstilling.
Adskilt fra disse lever Frederik (Carsten Bjørnlund) sit liv i lufthavne. Hvor længe har han opholdt sig i udlandet er uvist, men det fornemmes, at hans eksistentielle deroute fra foregående sæsoner ikke er et overstået kapitel, tværtimod ganske præsent for søskendeflokken. Hans datter Hannah er i mellemtiden blevet et lovende kunstnerhåb, og det er blevet et fællesprojekt at styrke hendes udvikling. Ferniseringen involverer alle familiemedlemmer, på nær farmand. Frederik dukker op, upåagtet.
Første afsnit udspiller altså et klassisk dramascenarie: En mand kommer hjem. Det kunne stå isoleret, uden kendskab til persongalleriet og deres indbyrdes spændinger. Tag bare scenen, da Frederik møder Solveigs kæreste og finder ud af, at denne nu er hendes ægtemand. Det er pinagtigt og hjerteskærende. Man fortænker ingen i at ville tage flugten. Men der er ingen steder at flygte hen.
Ferniseringsscenerne, der udgør hovedparten af afsnittet, bliver intensiveret af nogle højrøstede grønlændere, der truer med at spolere udstillingen. De spejler Frederiks uønskede tilstedeværelse og før politiet tilkaldes, kommer det til tumult. Bagefter viser det sig, at både de og publikum er indgået i et intetanende totalteater. »Det er en del af værket, far«, lyder gensvaret på skideballen.
Med de to brødres stormfulde fortid in mente vil det næppe forenkle tingene, at Emil og niecen har hemmeligheder sammen. Afsnittet strejfer det kun lige akkurat, men Hannah har øjensynligt også gennemlevet en politisk opvågning, der stikker dybere end blot kravet om, at Mor skulle have sig en el-bil.
På sigt kan denne intrige måske tilføre ’Arvingerne’ det episke stræk, der implicit ligger i titlen. Seriens børn har aldrig været usynlige, men det er klædeligt med et generationsopgør i horisonten fremfor endnu en tur på kanvassen omkring diverse arvestykker.
I udgangspunktet har karaktererne rykket sig. Emil er gået fra uansvarlig drengerøv til pligtopfyldende problemknuser. Gro har sluppet kontrolinstinktet og givet sig hen til sidespring. Hos Frederik har den maskuline selvfølelse været under nedbrydning siden sæson 1, hvilket egentlig ser ud til at fortsætte. Han virker dog mere opsat på at generobre sin tabte plads.
Det efterlader Signe. Afsnittet udstyrer hende med en ny kæreste, atter et forretningsforetagende og en modstander i form af Peter Gantzlers forsmåede landmand. Men af alle personerne er hun stadigvæk det svageste led. Signes famlen efter en identitet var i tidligere sæsoner velbegrundet, men man må ærlig talt håbe, at hun finder en klarere kurs. For hendes egen skyld og forfatternes.
Det store spørgsmål for tredje sæson er selvfølgelig, hvornår det igen begynder at knage alvorligt i familiestrukturerne. Foreløbigt er ’Arvingerne III’ kommet hæderligt fra start.
En special mention bør går til skuespillerbesætningens mindre roller: Kirsten Lehfeldt sørger stadig over Thomas’ død og er småfuld det meste af tiden. Pernilla August spiller nytilkommen grisefarmer, en usentimental dame, som bliver Signes kompagnon. Lehfeldt og August står for afsnittets få komiske takter.