For tre år siden skulle efterkommerne af Veronika Grønnegaard tage stilling til et nyt familiemedlem og en rimelig fordeling af en betragtelig arv. For to år siden skulle de lade fortid være fortid og søge forsoningen, mens samtidig skulle forvalte ansvaret for en ny generation.
Og her står de så ved indgangen til sæson 3. Den nu treårige Melody indgår i en alternativ familiekonstruktion, hvor søster minder om mor, og bror rimer på far, mens Frederik og Solveigs datter Hannah træder i familiens kunstneriske fodspor. Det er dog ikke de abstrakte skulpturer eller sanselige konstruktioner, der vækker Hannahs passion, men røgbomber, døde fisk og politiske statements. En kunstnerisk aktivisme, som Signe, Emil, Gro og Frederik ikke før har skullet tage stilling til.
Men det er der, hovedforfatter Maya Ilsøe gerne vil have arvingerne hen i ’Arvingerne’s slutsæson: Til et sted, hvor omverden trænger sig så meget på, at man er nødt til at forholde sig til den – og hvor generationsopgøret er i fuld gang, uden de voksne nærmest lægger mærke til det. Har Veronika Grønnegaards børn, der selv er fanget mellem 68-oprørerne og ungdommens kampgejst for en bæredygtig fremtid, overhovedet selv noget at give videre?
Vi møder med Maya Ilsøe i en af Grønnegårdens mange stuer i de gamle studier i DR Byen i Søborg. Og vi starter ved ’Arvingerne’s udgangspunkt og gennemgående tema, ikke mindst i sæson 3: Kunsten.
»Det er et tema, som bliver ved med at være interessant. I tredje sæson ser vi det i Hannah, og for mig er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Hvad er det, vi skal bruge kunsten til? Hvad kan den? Hvor meget skal den fylde, og hvilken ret skal den have? Der er mange institutioner og ordner i kunstverdenen, men den civile ulydighed ser jeg ikke så meget. Den ville jeg gerne bruge«.
Intimsfæren har længe været i centrum for fortællingen om ’Arvingerne’. Men nu skal de forholde sig til klimaforandringer?
»Tredje sæson handler om nogle af de problemstillinger, vi står over for i vores samfund lige nu, fortalt gennem vores arvinger og i deres tematikker. Hannahs kunstprojekt er hægtet op på verdens ulighed og en kæmpe længsel efter at sikre fremtiden. De føler med den super grove udnyttelse af ressourcer, og at de kæmper for vores alles liv og fremtid.
Jeg tror, at vi andre, som nu allerede er gamle, misser en vigtig pointe fra de unge. Jeg har talt med vanvittigt mange unge mennesker, der mener, at vi overser det helt konkrete – at vi bruger flere ressourcer, end vi har. Det er jo deres fremtid, vi bruger af, hvilket optager mange af dem. Man skal huske, at det næste generationsoprør sjældent kommer derfra, hvor man tror«.
Kan man sige, at ‘Arvingerne’ på en måde har stået lidt løsrevet fra en samtid, hvor Nye Borgerlige og andre yderliggående partier vinder indpas, og temaer som indvandring og kulturforskelle er de helt store værdipolitiske diskussioner?
»Spørgsmålene om, hvem de fremmede er, og hvad der er dit og mit, er de samme tematikker, man ser på alle mulige planer. For mig handler det om, at vi alle sammen kan mærke en eller anden form for opbrud, der er i gang, og som højrepopulismen er en del af.
Der er nogle forandringer i verden, som vi er nødt til at se i øjnene og forholde os til, og det er svært for mig selv og alle andre. Flygtningestrømme, klimakrisen og globalisering: Ting, vi har talt om i mange årtier, men for første gang reelt kan mærke, nu hvor flygtningene går på motorvejene. Er du gal, det er svært at forholde sig til, men vi er nødt til at prøve. Vi kan starte med at samle os. Det vigtigste er at have en samtale om det«.
Har det været svært at holde serien kørende handlingsmæssigt?
»Det er aldrig nemt at skrive en historie, og det har slet ikke været nemt at skulle føre ’Arvingerne’ mod en slutning. Men jeg arbejder ud fra et andet udgangspunkt end blot at overveje, hvornår der skal lidt drama ind her og der. Jeg bliver selvfølgelig påvirket af præstationsangst, men jeg ser det som min fornemmeste opgave at lægge det fra mig. Jeg kan ikke bruge det til noget som helst, når jeg skal skrive.
Ud fra hver sæsons vision og karakterernes individuelle træk har jeg altid haft en kæmpe appetit på at skrive ’Arvingerne’. Jeg har altid været sulten på deres tematikker, problematikker og dilemmaer, og jeg synes kun, at det bliver mere og mere spændende, nu hvor de er blevet så fuldfede karakterer«.
Nogle kritikere brokkede sig over, at der var en del råben og skrigen i anden sæson – er det noget, du på nogen måde har i tankerne, når du skriver?
»Det er klart, at jeg har hørt det, og det kan mærkes. Men jeg har også talt med folk i udlandet, hvor serien bliver vist, og der oplever jeg en helt anden reaktion, hvor mange synes, at anden sæson løfter sig fra den første. Det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, men det væsentligste for mig at holde fast i er, at præmissen for anden sæson var kammerspil og det meget nære drama. Derfor kunne det ikke være anderledes. Jeg var tro mod historien, og så kan jeg sagtens forstå, hvis nogle synes, det er for meget eller for lidt«.
Hvad vil du gerne lave efter ‘Arvingerne’?
»Holde en lang pause. Jeg har været i gang i syv år, og de sidste fire år har der været tryk på. Jeg har også en fornemmelse af at være blevet voksen sammen med ’Arvingerne’, og når jeg kigger på mine børn, er de blevet skide store! Så det hele ligger åbent lige nu, men jeg kan sige, at jeg i hvert fald er meget glad for Danmarks Radio og deres måde at arbejde på. Den ro og tillid man får. Jeg snakker med dem om noget, men intet ligger fast«.
Bliver det trist at sige farvel?
»Egentlig havde jeg ikke tænkt over det sådan. Men nu når vi sidder her i Grønnegård-kulisserne, og jeg ved, at de skal rives ned lige om lidt, kan jeg mærke, at det ikke føles rart. At stå med en hammer og ødelægge det hele. Det virker forkert«.