Paul Kalkbrenner er en af alle tiders største tyske techno-helte, og produceren har efterhånden sat sit præg på scenen i tyve år. Kalkbrenner kunne blandt andet opleves på Roskilde Festivals Arena-scene i 2012, men nu kommer han til Danmark i mere intime rammer med sin ‘Back to the Future’-turné, der rammer Store Vega den 21. april.
Tyskeren er vant til at spille arenastore venues, men med denne turné er målet at genskabe følelsen af den tidlige techno og start-90’ernes mere intime klubfølelse.
Kalkbrenner udgav sidste år tre mixtapes under samme paraply som turneen, hvor han sammenflettede en lang række numre fra sin barndom til 80 sange, som blev givet gratis væk. Det er de numre, som nu er blevet gjort klar til et koncert-setup, som danner skelettet i Kalkbrenners besøg i København.
Billetsalget er startet.
Paul Kalkbrenner (DE)
21. april
Store Vega
Billetpris: 295 kr.