De seneste tre år er Gosha Rubchinskiys stjerne i modeverdenen kun vokset og vokset, hvilket han understregede for et halvt år siden, da han annoncerede sit store tre sæsoners samarbejde med Adidas frem mod VM i fodbold i Rusland.
Sent fredag aften viste den russiske designer sin SS18-kollektion, som inkluderede anden del af Adidas-samarbejdet. Det foregik igen uden for modens faste showbyer, så mens Londons Men’s Collection startede, inviterede Rubchinskiy folk til St. Petersburg.
Vi har fundet de tre ting, der overraskede os mest ved den nye kollektion, der blev vist på en gammel natklub, hvor Ruslands første rave eftersigende fandt sted i 1989.
1. Burberry-samarbejde
Mens samarbejde de seneste sæsoner har været en vigtig del af Rubchinskiys kollektioner – og en del af hans tydelige kobling til streetwear-mentaliteten – så har han tidligere primært arbejdet sammen med sportsbrands og for eksempel Levi’s. Derfor var det også overraskende pludselig at se Burberrys genkendelige tern på catwalken.
Samtidig er det engelske mærke en del af mange streetwear-garderober, og de otte dele, samarbejdet inkluderer, beviste, at Rubchinskiy let fik de klassiske tern til at passe ind i hans ungdommelige street-look. Det blev faktisk mest tydeligt på et fuldt sæt med korte shorts og en lettere oversize-skjorte.
2. Tvetydigheden blev tydeligere
En del af Gosha Rubchinskiys designæstetik er funderet i blandingen af sports- og streetwear med klassiske jakkesæt. Mens sidstnævnte nok har været med til at åbne modedørene, så føles det ofte naturligt, når der det ene øjeblik går en model ned ad catwalken i sports-singlet og fodboldshorts for så at blive afløst af en i en Burberry-trenchcoat.
Det er Rubchinskiys billede på en ungdom, der mere skødesløst snupper inspiration fra forskellige stilgrupperinger og gør det til ét samlet look. Denne gang var det dog også, som om han spillede lidt på tvetydigheden med flere af de dobbelt-design, som vi har set fra andre streetwear-brands som for eksempel Off-White de seneste sæsoner.
Der var en gråmeleret sweatshirt, hvor den yderste venstreside var lavet i blåt stof, en denimjakke blandet med en peacoat, og så var der et af kollektionens stærkeste look, hvor en trenchcoat var halvt beige, halvt blå og sat sammen med et par vinrøde joggingbukser, der var syet som et par løse slacks. Det var sporten, der møder den klassiske herregarderobe.
3. Fortsat oversize
For nyligt har Demna Gvasalia sagt, at han er færdig med den russiskinspirerede oversize-look, som han i den grad har været med til at genoplive i moderegi. Og med hans kobling til Rubchinskiy – de har begge rødder i det tidligere Sovjet og har delt stylisten Lotta Volkova – så kunne man tro, at Gosha også ville præsentere en ny silhuet. Men nej.
Det var stadig de løse pasforme, der dominerede kollektionen, især i de mere rene streetwear-looks, som var inspireret af den rave-scene, der altså også havde bestemt showets location.
Samtidig er de russiske rødder, som Gvasalia åbenbart føler, at han har udforsket nu, stadig en vigtig del af Rubchinskiys univers, da hans Adidas-samarbejde netop har hans ophav som et naturligt omdrejningspunkt for deres VM i fodbold-teasende collab.
Se billeder af hele kollektionen hos Vogue.
Læs også: Vetements-designer dræber sin egen hype – færdig med post-sovjet-looket