Fem ting vi glæder os til under Copenhagen Fashion Week

I denne uge er der modeuge i København. Det betyder et hav af shows, indtryk og fester. Vi har samlet nogle af de mest interessante.
Fem ting vi glæder os til under Copenhagen Fashion Week
Fra Han Kjøbenhavns AW17-show i februar (Foto: Copenhagen Fashion Week)

De nye navne

Det er altid spændende, når nye navne er med på modeugens showkalender. Ikke alene er det godt med nye input, men de ny mærker skal også være med til at skubbe dansk design videre.

I år bliver det især spændende at følge activewear-brandet Halos debut under den officielle showkalender. Deres militære take på sportstøj passer godt ind i den bevægelse, vi ser hos flere internationale streetwear-mærker.
Halo viser show på torsdag klokken 11 på CIFF-messen i Bella Center.

Fra Heliot Emils SS18-kollektion

Militært streetwear er også en passende beskrivelse af Heliot Emil, der showdebuterer under modeugen, selv om det er uden for det officielle program. Brandet, der er skabt af brødrene Julius og Victor Juul, som tidligere havde Sons of William, har eksisteret i nogle sæsoner og var også en del af herremodeugen i New York i juli.
Heliot Emil viser show tirsdag klokken 18 i Papirhallen.

Fra Muf10’s AW17-show

I foråret var Muf10 et af de mest omtalte debutshows, så derfor bliver det også spændende at se, hvad Reza Etamadi finder på denne gang. Brandet er ikke på showkalenderen, men holder sin egen fest, hvor der også vil blive vist nye kreationer fra streetwear-mærket, der efterhånden er kendt for at gøre tingene på sin egen måde.
Muf10 viser show og holder fest torsdag klokken 22 på en endnu hemmelig location.


En af Carcels tre første styles (Foto: Nikolaj Møller)

Carcel-lancering

Et andet nyt danske mærke, Carcel, er også en del af modeugen, men på sin egen måde. En del af brandets dna går nemlig ud på ikke at følge modeugekalenderen og spytte fulde kollektioner ud. Veronica D’Souza og Louise van Hauen lancerer i stedet nye design i deres eget tempo og fokuserer på onlinesalg.

Når Carcel åbner sin webshop i morgen med de første strikvarer lavet af kvinder i et fængsel i Peru, bliver det dog også fejret med en popup-shop i Kinfolk Gallery på Amagertorv 14, 1. sal, hvor der er åbent fra klokken 10-19 tirsdag, onsdag og torsdag.


Fra Stine Goyas AW17-kampagne (Foto: Trine Hisdahl)

Stine Goya-comeback

For første gang i tre og et halvt år laver Stine Goya et show under den københavnske modeuge. Det sker på onsdag som et led i fejringen af den danske designers tiårsjubilæum.

Det er måske ikke, fordi vi forventer de store overraskelse fra Goya, der efterhånden har cementeret sig i danske mode med sin hang til florlet, feminint design og mønstre, men et show er altid en kærkommen mulighed for en designer til komprimere sin vision – og måske endda overraske.
Stine Goya viser show onsdag klokken 17 hos Faurschou Foundation.


Fra Han Kjøbenhavns AW17-show (Foto: Copenhagen Fashion Week)

HUN Kjøbenhavn

Ja, det er ikke noget nyt, at Han Kjøbenhavn har lukket kvinder ind i deres designunivers de seneste to sæsoner, men rygterne går på, at kvinderne kommer til at fylde mere denne gang. Det er bestemt positivt, for det har netop været de nye kvinde-styles, som har imponeret mest det seneste år, hvor blandingen af Han Kjøbenhavns karakteristiske forstadsdrengerøve med en snert af femininitet har fungeret rigtig godt.

Samtidig bliver showet på onsdag det første, siden at de to grundlæggere Jannik Wikkelsø Davidsen og Tim Faith Hancock gik hver til sit. Så selv om Davidsen også tidligere har været den kreative primus motor, bliver det spændende at se, om man fornemmer Hancocks fravær. Men mon ikke vi får et show, der igen er noget ud over det sædvanlige, som i februar hvor catwalken var bygget rundt om en galgebakke med tilhørende hængning til sidst.
Han Kjøbenhavn viser show onsdag klokken 19 på CIFF-messen i Bella Center.


Fodboldtrøjen fra Wood Wood x Adidas (Foto: Lasse Dearman)

Wood Wood-fejring

Det danske streetwear-brand afholder stadig ikke show under modeugen (de var i Milano i juni), men til gengæld er der lagt op til et brag af et arrangement, når Wood Wood indtager Guldbergsgade og Rust på torsdag fra klokken 16. Anledningen er brandets 15årsjubilæum samt lanceringen af det nye Adidas-samarbejde.

Der vil både være fodboldturnering samt fest på Rust, hvor Kenton Slash Demon blandt andre spiller. Læs mere på Facebook.

Læs også: Modeuge-quiz: Kan du gætte designerne til modeugen ud fra tidligere kollektioner?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af