Kumail Nanjiani er den perfekte integrationshistorie i amerikansk film. Det er eventyret om pakistaneren, der kommer til USA som 19-årig, slår igennem i en superrost HBO-serie og efter at have set ’Fire bryllupper og en begravelse’ 50 gange (selv på sin bryllupsnat!) går ud og laver årets romantiske komediehit.
Han er ikke Hugh Grant, men snarere Billy Crystal. Han er stand-up’eren, der kommer med et nyt og vovet perspektiv til den klassiske historie om mand-møder-kvinde. Det gør han i den biografaktuelle romcom ’The Big Sick’, som tager udgangspunkt i den højdramatiske vej, han og partneren Emily Gordon måtte gå igennem, før de endte sammen for godt ti år siden.
Indtil for nylig kendte de fleste nok primært den i dag 39-årige Kumail Nanjiani for hans rolle som Dinesh, der er en del af nørdeslænget i ’Silicon Valley’. Hans karakter er et kodegeni med en tør sarkastisk humor, hvis overgjorte kurtisering af det modsatte køn ofte er dybt tragikomisk. Dinesh ligger et godt stykke fra den rigtige Kumail, som først fik lov til at folde sin indre romantiker ud, da han skulle spille en version af sig selv.
Det kontroversielle i romcoms
’The Big Sick’ er en af de bedst anmeldte og mest indtjenende komedier i flere år, men det egentligt sensationelle er, at den tager fat i den truede romantiske komedie via en usædvanlig historie om en hverdagsmand med pakistansk baggrund og hans møde med en kvinde, der ligger i koma i store dele af filmen. Alt sammen fortalt med den største selvfølgelighed.
»Det gode ved den romantiske komedie er, at den har et omdømme, som er meget mainstream og meget trygt, hvor man så inden for formatet kan tilføje nye ting«, fortæller Kumail Nanjiani, da vi fanger ham på telefon fra New York et par dage efter den amerikanske premiere.
»Det er det samme med actionfilm. Men hvor actionfilm nogle gange er kontroversielle, er romantiske komedier aldrig kontroversielle. Vi ville putte kontroversielle ting ind i genren, og det gør det virkelig spændende«.
Kumail Nanjianis egne favoritromcoms er dog ikke så kontroversielle endda: Ud over ’Fire bryllupper og en begravelse’ nyklassikere som ’Da Harry mødte Sally’ og ’Notting Hill’. Men den virkelige inspiration til ’The Big Sick’ kommer måske et andet sted fra.
»Jeg tænker ’Before Sunrise’, ’Before Sunset’ og ’Before Midnight’, fordi de teknisk set ikke er romantiske komedier, men handler om romantiske forhold. Jeg synes, de film er helt fantastiske.
Det, de gør virkelig godt, er at vise to personer, som lærer hinanden at kende i løbet af en dag. Ofte i romantiske komedier har du bare folk, der flirter sødt, og du ser ikke det lange skub frem til, at de lærer hinanden at kende. Vi ønskede at ramme samme stemning i filmens første akt, hvor det handler om to personer, der forhandler sig frem til, hvordan de skal afsløre sig selv over for hinanden«.
Du og Emily kunne – baseret på jeres historie – lave jeres egen ’The Big et eller andet’-trilogi.
»Ja, hvert tiende år!«.
Racismebekæmpelse via humor
Vi taler med Kumail godt en uge efter de voldsomme sammenstød mellem hvide nynazister og modprotestanter i Charlottesville i staten Virginia, der kulminerede, da en bil kørte ind i en menneskeflok med mange sårede og én død til følge.
Jeg faldt lige over et klip med dig og Pete Holmes, der hedder ’Play racist or super-racist’, hvor I ved at overgøre racismen faktisk afmonterer den. Anser du komedien som det bedste angreb mod den fortsatte racisme i USA?
»Jeg ved ikke, om det er den bedste måde at bekæmpe det på, men det er den eneste måde, jeg kender til. Jeg tror, at fordelen ved comedy er, at folk griner. Du kan faktisk få folk med ombord på nye ideer i stedet for direkte at skræmme dem«.
Føler dig mere moden nu til at tage de etnisk relaterede temaer op end tidligere?
»Ja, det er jeg overbevist om. Emily og jeg ventede mere eller mindre med vores skrivning indtil det punkt, hvor vi var klar på udfordringen og kunne lave en god film, der gjorde alting ære.
Vi ville vise de kulturelle forskelligheder, og at det ikke er noget, man løser så let. Vi kan ikke bare sige: ’Okay, alle problemerne er væk nu, lad os blive sammen’. Vi viser, at mine forældre rækker en hånd ud til min karakter i filmen. Men samtidig siger vi, at det ikke bliver let. Vi ville ikke skære hjørner i forhold til de komplicerede temaer.«
Når en muslimsk familie hænger ud
Et af ’The Big Sick’ komiske trumfkort er scenerne hjemme hos Kumails familie, hvor morens Kirsten Giftekniv-kommentar »I wonder who that could be« introducerer de mange akavede middagssamtaler med ’tilfældigt’ forbipasserende pakistanske kvinder, som Kumail skal hookes op med.
Det kan opfattes som satire over tvangsægteskabelig ritualisering, men karikaturen punkteres igen og igen.
Var det vigtigt for dig at tilføje nogle flere nuancer til billedet af den typiske indiske stereotyp, man ofte ser i amerikanske mainstreamfilm?
»Vores intentioner var aldrig rigtigt at komme med en ny repræsentation eller noget i den stil. Vi ville bare fortælle vores historie, og bivirkningen af vores historie er, at du ender med at portrættere bestemte folk på en måde, som ikke er blevet portrætteret regelmæssigt i mainstreamkulturen før.
Du ser ikke rigtigt en muslimsk familie hænge ud, have det sjovt og få hinanden til at grine i amerikanske film eller tv-serier. Vi ville ikke fremskynde den del, men vi ville vise det, fordi filmen er baseret på min familie, og min familie er en meget kærlig, kompliceret og sjov familie. Så det var bare en bivirkning.
Da vi skrev filmen, var vores vigtigste mål at sikre os, at hver eneste karakter var tredimensionel, og at du altid vidste, hvad deres tilgang til tingene var. Det var åbenlyst meget vigtigt for min familie. Der er en forskel på forældrene og Kumails tilgang til livet, men der er stadigvæk en masse kærlighed imellem dem. Emily havde en ide, imens vi skrev, om, at der burde være en scene, hvor karaktererne taler sammen på urdu, fordi du aldrig ser karakterer tale urdu eller arabisk i amerikanske serier, med mindre de lægger skumle planer«.
Døråbner for etnisk mangfoldighed
Kumail Nanjianis bedrift er beslægtet med den indisk-amerikanske komiker Aziz Ansari, der i afsnittet ’Indians on TV’ fra sin delvist autobiografiske serie ’Master of None’ både reflekterer over den manglende repræsentation og den forenklede fremstilling af indisk-amerikanske karakterer i populærkulturen, blandt andet demonstreret gennem en on the nose-montage af accenttunge karryspisende stereotyper i de seneste 30 års film og serier.
Også Riz Ahmed (’Rogue One: A Stars Wars Story’ og ’The Night Of’), Hasan Minhaj (’The Daily Show’) og Mindy Kaling (’The Mindy Project’) er de seneste år blevet fremtrædende skikkelser med sydasiatisk baggrund i amerikansk mainstreamkultur
Ser du dig som en del af en voksende bevægelse af skuespillere med sydasiatiske rødder?
»Tja, vi gør alle sammen tingene forskelligt. Når folk ser os, tænker de det som en bevægelse, men det er ikke, fordi vi koordinerer noget. Vi gør tingene på hver vores måde. Alligevel er det sådan, at hvis én gør det godt, så åbner det døre for resten af os. Aziz var den første, der for alvor startede med at dukke op i mainstreamsammenhæng, og det åbnede virkelig døre for mig.
Der er begyndt at ske noget, men der er lang vej igen, og jeg ville elske at se flere sydasiatiske kvinder. Der er Mindy Kaling, men det er det. Folk vil gerne høre historier fra nye perspektiver. Flere af de film, der har klaret det godt ved box office i år, er beskrevet fra utraditionelle vinkler«.
Såsom ‘Get Out’
»Ja, eller ‘Wonder Woman’, en film med en kvindelig superhelt i hovedrollen og instrueret af en kvinde. Jeg tror virkelig, at folk vil have disse historier, og at de er finansielt leveringsdygtige«.
Kommer du til at bevæge dig i samme tråd med dine kommende projekter?
»Vi har lyst til at lave en ny film, og jeg tror, at Emily og jeg kommer til at arbejde sammen igen, men den næste ting bliver højst sandsynligt mindre personlig. Min karakter kommer i hvert fald til at have et andet navn«.
Læs også: 5 stjerner til ‘The Big Sick’
Læs også: Hadet mod romcom-genren er ren sexisme