’The Big Sick’: Årets bedste komedie er ægte bevægende
I et interview med Vulture siger producer Judd Apatow, at hans hyppigste råd til unge komikere, som han udvikler film med, er at grave dybere, skrive ærligt om sine følelser og udvikle filmen som et drama. Når følelserne er troværdige og organiske, er det let at tilsætte jokes. »Mindre sperm, mere hjerte«, har hans anvisning til Seth Rogen lydt.
Der er masser af hjerte og ærlighed i komikeren Kumail Nanjiani og hans kone Emily Gordons manuskript til ‘The Big Sick’, som Apatow har produceret, og som er baseret på parrets virkelige historie om begyndelsen af deres forhold. Og netop derfor fungerer filmen formidabelt. Det er en romantisk komedie, der er ægte romantisk og ægte bevægende, og det fører til grin helt ned i maven og trillende tårer.
Historien er så langt ude, at den næsten må være sand. For hvem ville finde på at give kvinden i romancen en uforklarlig infektionssygdom, der sender hende i kunstigt koma (det er ikke så sæbeopera-agtigt, som det lyder) en tredjedel inde i filmen og i stedet fokusere på forholdet mellem manden og hans måske nye svigerforældre?
Inden hospitalsdramaet har vi fået en rimelig klassisk meet cute. Kumail (Kumail Nanjiani) er standup-komiker og Uber-chauffør i Chicago. Emily (Zoe Kazan) er psykologistuderende. Hun hujer af Kumail under hans optræden, han går hen til hende efter showet, og de ender i seng sammen. Ingen af dem er egentlig parate til et forhold, men de kan så godt lide hinanden, at de bliver ved med at ses.
Emily ved dog ikke, at Kumails pakistanske forældre (Zenobia Shroff og den indiske filmstjerne Anupam Kher) ikke kender til hende og præsenterer ham for søde pakistanske singlekvinder, der tilfældigvis kommer forbi under hver søndagsfamiliemiddag. Da hun finder ud af, at Kumail er i tvivl om sin fremtid med hende, fordi han ikke vil skuffe sine forældre ved at gifte sig ud af sin kultur, slår de op.
Historien om kulturkløften mellem det forelskede par kunne have været en film i sig selv. Men så tager filmen en ny drejning og kommer med Emilys indlæggelse og koma til at dreje sig om det underbelyste aspekt af en romance, der handler om at kurtisere sin svigerfamilie. Det er op ad bakke for Kumail, for Emily har fortalt sine forældre (Holly Hunter og Ray Romano) om deres brud, og de er mildest talt kølige.
Dynamikken mellem Nanjiani, Hunter og Romano er virkelig sjov. Mens Hunter er en ekspressiv og aggressiv energibombe (på kanten af overspil), der blandt andet giver en racistisk heckler ved Kumails optræden grundigt tørt på, er Romano en tilbagelænet og akavet leverandør af far-jokes. Hvad han ikke kan få ud af emnet tunsandwiches… Imens joker Kumail, der spiller sin rolle straight og tørt, upassende om 11. september (»Det var en tragedie. Vi mistede 19 af vores bedste mænd«).
Det er altså ikke hverdagskost i en amerikansk komedie.
Temaet om at være ikketroende andengenerationsmuslim i USA bringer mindelser om Aziz Ansaris geniale serie ‘Master of None’, hvor Dev ligeledes er splittet mellem at respektere sine forældres ønsker om for eksempel ikke at spise svinekød og følge sine egne lyster.
I ‘The Big Sick’ er Kumails dilemma mellem kærlighed og frihed over for at blive udstødt af sin familie forståeligt kompliceret. Men problemet er mest af alt, at Kumail ikke er voksen nok til at sige fra over for forældrenes forsøg på at arrangere hans ægteskab – som en af Kumails bejlerinder (Vella Lovell) begavet påpeger i en rørende scene, der viser det frustrerende ægteskabsspil fra en pakistansk kvindes synspunkt og gør hende til et menneske frem for blot en forhindring.
Nanjiani og Kazan har dog så god kemi og får lynhurtigt etableret en troværdig og charmende dynamik, hvor de joker og pingponger, der får os til at heppe på og frygte for parrets kærlighed gennem hele den sorte kultur- og komakrise.
‘The Big Sick’ er strammere end de fleste Judd Apatow-film, men kunne med fordel være ti minutter kortere og have undværet de fleste scener med Kumails standup-venner. Michael Showalter, der blandt andet har instrueret den skæve og herlige komedie ‘Hello, My Name Is Doris’ og skrevet ’Wet Hot American Summer’, instruerer uden de store dikkedarer.
Kort sagt:
‘The Big Sick’ er med sin troværdige og gribende romance, originale handlingsgreb, skarpe jokes og interessante tema om kærlighed på tværs af kulturer i et moderne USA en af de bedste romantiske komedier i nyere tid – og årets bedste komedie i det hele taget.