Tidligere på måneden fortalte Nikolaj Coster-Waldau, at han ikke tror på HBO’s plan om at filme flere forskellige slutninger på den kommende sæson otte af ‘Game of Thrones’. Det var ellers den strategi, HBO havde annonceret i kampen mod spoilers, hvor de alternative finaler skulle fungere som et massivt røgslør for potentielle hackere.
Men i det norske talkshow Skavlan løfter den danske skuespiller sløret for, at HBO muligvis går endnu mere ekstremt til værks for at beskytte sæson ottes storylines.
Nikolaj Coster-Waldau fortæller, at GOT-skuespillerne ikke modtager hverken fysiske eller digitale manuskripter forud for optagelserne på den sidste sæson. I stedet vil de blive udstyret med høretelefoner på settet, hvorigennem de vil få fodret deres replikker. Det er efter vores orientering seriehemmelighedskræmmeri på hidtil uset niveau – og spørgsmålet er, om ikke Coster-Waldau tager pis på de norske seere.
Skuespilleren nævner ikke, hvorvidt høretelefonsmetoden vil blive brugt under samtlige optagelser, eller om det drejer sig om enkelte centrale scener. Hvis – og det er som sagt et stort hvis – det bliver en gennemgående ting, kan man snildt forestille sig, at vi må vente endnu længere end til 2019 på den afsluttende sæson. For kan castet virkelig levere varen on the spot på den måde, når de er vant til at øve sig på manuskripterne lang tid i forvejen? Næppe.
Vores gæt er, at Coster-Waldau kører en meget tidlig (eller sen) 1. aprils-joke, men tiden må vise om Coster-Waldau i virkeligheden selv spiller en humoristisk rolle i HBO’s mørklægningskampagne.
Læs også: Omfattende datasæt udpeger den virkelige hovedperson i ‘Game of Thrones’