Donald Glover aka Childish Gambino annoncerede sidste år, at det næste album, han udgiver, vil blive hans sidste nogensinde. Det er vi naturligvis kede af at høre, især oven på den forfriskende ‘Awaken, My Love!’ fra 2016, hvor han trådte væk fra hiphoppen til fordel for P-funk i bedste 70’er-stil.
Det ser dog heldigvis ikke ud til, at vi skal vente længe på efterfølgeren, for nu meddeler Variety, at Glover har underskrevet en kontrakt med pladeselskabet RCA (der er under Sony), hvilket jo kun kan betyde, at der er ny musik på vej. Vi har endnu intet ord om, hvad den kommende udgivelse vil hedde, hvornår den vil udkomme, eller om vi har at gøre med en ep, et album, eller noget helt tredje. Det eneste, vi reelt ved, er, at der er noget på vej.
Vi ved dermed heller ikke, om vi har at gøre med endnu et funkalbum i stil med ‘Awaken, My Love!’, eller om Glover vender tilbage til hiphoplyden fra ‘Camp’ og ‘Because the Internet’. Måske kan det endda være, at han giver os det fællesalbum med Chance the Rapper, der har været rygter om.
De eneste ord, der har været fra Childish Gambino om pladekontrakten, er, at »det var en nødvendig afveksling«. Fam Rothstein fra Glovers agentur, Wolf + Rothstein, har sagt, at »fleksibilitet er vigtigt for os, og det er det, dette partnerskab tillader os – og det var også ved at være den tid«.
Vi håber, at »det var ved at være den tid« betyder, at Glover udgiver ny musik ganske snart. Ellers ønsker vi ham bare held og lykke med de mange Grammy-nomineringer.
Læs anmeldelse: Childish Gambino ‘Awaken, My Love!’