Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ byggede på Jordan Belforts selvbiografi af samme navn. Leonardo DiCaprio sås i hovedrollen som den svindlende børsmægler, og han agerede samtidig producer på projektet. Nu bliver han, Scorsese og manuskriptforfatter Terence Winter sagsøgt for ikke at have foretaget nok research i forbindelse med filmatiseringen.
Søgsmålet kommer fra manden Andrew Greene, som mener, at karakteren Nicky ’Rugrat’ Koskoff, spillet af P.J. Byrne, er baseret på ham. Allerede tilbage i 2015 sagsøgte han filmens skabere for med portrætteringen at have forstyrret hans privatliv, hvilket dog blev afvist af retten. Til gengæld har en sag om bagvaskelse fortsat været undervejs, hvorfor både Scorsese, Winter og DiCaprio måtte vidne i retten.
Nu har Greene fremlagt sit endelige søgsmål om æreskrænkelse, og det er op til dommeren at vurdere, om der er grundlag for en retssag. Spørgsmålene går på, om Greene, i stil med filmens Kostoff-karakter, rent faktisk festede med prostituerede og tog illegale stoffer, om filmens portræt grundlæggende er retvisende, og om filmens publikum overhovedet vil forbinde karakteren med Greene.
»De tre individer, som var mest ansvarlige for manuskriptets udarbejdelse, var manuskriptforfatteren Terence Winter, Leonardo DiCaprio og instruktør Martin Scorsese. Alle tre har under ed fortalt om deres meget begrænsede forsøg på at undersøge nøjagtigheden af filmens portrætteringer«, lyder det i Greenes søgsmål, der anklager filmskaberne for ikke at have opsøgt ham under udarbejdelsen af hans karakter i filmen. Her henviser han til de tre personers vidneudsagn.
»Udover samtalerne med hr. Belfort udførte de tre mænd ikke meget andet end overfladisk research af Wall Street-firmaer og de kontorer, hvor Stratton Oakmont engang opholdt sig, samt huset hvor hr. Belfort boede under den tid, som var relevant for filmen«, skriver han.
»Sådan begrænset research vedrørende skildringer af virkelige hændelser og individer er et klart og overbevisende bevis for de anklagedes hensynsløse tilsidesættelse af nøjagtighed«.
Søgsmålet stiller interessante spørgsmål vedrørende de etiske dilemmaer, som filmskabere står over for, når de portrætterer virkelige personer i fiktionsfilm. Baseret på Jordan Belforts selvbiografi tager filmen ’The Wolf of Wall Street’ naturligvis udgangspunkt i hans version af historien. Er det i sådan et tilfælde også nødvendigt at interviewe alle virkelighedens udgaver af fortællingens bifigurer? Ifølge Andrew Greene er det.