‘The Office’-skuespilleren John Krasinskis tredje film i instruktørstolen har allerede været en bragende succes. Både anmeldere og publikum har således taget godt imod ’A Quiet Place’, der har scoret hele 97 procent hos Rotten Tomatoes’ indsamlede anmeldelser. I den netop overståede amerikanske åbningsweekend indtjente gyseren tilmed over 300 millioner kroner.
I et interview med /Film afslører filmens to øvrige manuskriptforfattere Scott Beck og Bryan Woods nu, at der i de begyndende udviklingsfaser var snak om at gøre ’A Quiet Place’ til en del af Paramounts ’Cloverfield’-franchise – en skæbne som den mindre vellykkede ’The Cloverfield Paradox’ endte med, hvor det, sammen med Netflix’ overraskende pr-strategi, mest af alt føltes som en nødløsning.
»Det var en mærkelig timing, for da vi var i gang med at skrive manuskriptet, var ’10 Cloverfield Lane’ hos Paramount«, forklarede Beck i interviewet.
»Vi snakkede faktisk med en producer dér om den her film, og i pitch-delen føltes det, som om der kunne komme et crossover, men da vi endelig afleverede det færdige manuskript til Paramount, så de det som en helt anden film«.
»Vores største frygt var, at den blev fejet ind under en eller anden form for franchise og lavet om til noget andet. Vi elsker ’Cloverfield’-filmene. De er fantastiske. Men som biografgængere hungrer vi efter nye og originale idéer, og vi føler, at meget på markedet er intellectual property«, tilføjede Woods.
»Det er tegneserier, det er remakes, det er efterfølgere. Vi dukker op til alt sammen, og vi nyder også de film, men vores drøm var hele tiden at smide noget anderledes på markedet, så vi er taknemmelige over, at Paramount tog imod filmen som værende sin egen ting«.
Læs også: Kommende ’Cloverfield’-film har Pilou Asbæk i stor rolle