‘A Quiet Place’: Stilheden hersker i gyser med suveræn præmis
Er det stilleleg, eller hvad sker der?
I starten af ’A Quiet Place’ følger vi en familie på fem, der gennemsøger et apotek i et mennesketomt postapokalyptisk landskab, hvor bevoksningen er ved at overtage kørebanen, gaderne forladte og butiksruderne fyldt med falmede efterlysningsplakater. De træder forsigtig gennem butikken på bare tæer, kommunikerer med tegnsprog og sørger ellers for ikke at lave nogle høje lyde. Og som publikum bliver man øjeblikkeligt revet med af den nervøsitet, der ligger i deres lydløse færden, og da storesøsteren Regan (Millicent Simmonds) griber et stykke legetøj, inden det larmende rammer gulvet, ånder man lettet op.
Konsekvensen ved at lave en høj lyd forbliver selvfølgelig ikke uforklaret. Men de første 10-20 minutter er filmens mest intense. Hver en knitren med slikposer og popcorn fra de andre biografgængere vil nok mere end sædvanligt sende nervesystemet i rødt. Da det uundgåelige endelig sker, og den yngste dreng kommer til at larme, springer et monster ud af det blå.
For ’A Quiet Place’ er en monsterfilm, i skæringspunktet mellem familiedrama, sci fi og horror med en særdeles interessant præmis. Monstrene er her blinde men med en yderst veludviklet høresans, der gør, at al kommunikation foregår med tegnsprog, familien spiser på blade og ikke tallerkener, og på stierne strøer de sand, så kviste og andet ikke larmer, når de bevæger sig.
Et år efter tragedien venter familien på nu fire en ny tilføjelse, da moren Evelyn (en altid god Emily Blunt) er højgravid. Patriarkfaren Lee (John Krasinski selv) forsøger at få kontakt med andre overlevende over kortbølgeradioen og at lave et høreapparat til den døve datter Regan, mens han indvier den modvillige ældste søn Marcus i jagt og overlevelsesprincipper. Som i den fremragende indiegyser ’It Comes At Night’ er kernefamilien postapokalypsens bedste bolværk, og ligesom i den film er det ret interessant at følge de ritualer og den disciplin, det kræver at overleve apokalypsen. Hvor klaustrofobien i ’It Comes At Night’ var rumlig, er den her auditiv, og det bliver helt forløsende, når der er mulighed for en samtale maskeret af en vandfalds larm.
Det superinteressante udgangspunkt begynder også at slå lidt revner her. Familien har både rindende vand og elektricitet, men hvem er det lige, der driver de værker? Hvorfor skal de partout rende rundt i bare tæer, kunne man ikke overveje en termosok eller et par bløde maosko? Hvem i hulen vælger at blive gravid i en sådan dystopi, hvor selv den mindste lyd er lig med en hurtig død?
Faren Lee vil af uvisse årsager ikke lade datteren Regan komme ned i sin mancave i kælderen, hvor han lodder høreapparater og leger med radioen, eller lade hende komme med på jagt – selvom hun er meget ivrig og sønnen Marcus ivrig for at slippe. Det skaber skår i forholdet mellem far og datter, og da kernefamiliens integritet begynder at smuldre, rammer katastrofen som en familiekonservativ hammer.
Filmens tredje akt udvikler sig til en regulær monsterjagt a la ’Alien’. Det er en skam, for denne del er ikke forløst lige så godt som første del. Krisen mellem far og datter, som hele tiden har føltes noget forceret, forløses her, men desværre uden den store emotionelle gevinst. Og trods de virkelig gode monstereffekter er en film som denne bare mest effektiv, når monsteret ikke vises for meget frem. Endelig er slutningen tacky og b-films-agtig, hvilket overhovedet ikke passer sammen med resten af stemningen.
Alligevel er ’A Quiet Place’ en særdeles effektiv gyser, der følger i slipstrømmen på de meget vellykkede alternative gysere, vi har set de sidste par år, med titler som førnævnte ’It Comes At Night’, ’Get Out’, ’The Witch’ og ’It Follows’.
Kort sagt:
Selvom sidste del af John Krasinskis gyser udvikler sig i en lidt for regulær blockbuster-retning, er det stadig et yderst interessant bekendtskab med intense scener og en suveræn præmis.
Læs også: De bedste gyserfilm i dette årti
Læs også: Den amerikanske gyserfilm er trådt ind i en ny guldalder