’The Devil Wears Prada 2’: Mode-sequel minder os mest af alt om, hvor genial 1’eren var
FILM. 2006 var et ikonisk år. Klaptelefoner, James Blunt-hits, Zidanes skalle. Men vigtigst: ’The Devil Wears Prada’.
David Frankels generationsdefinerende komediedrama om glitter, glamour og et univers præget af intern misogyni, hvor kvinde (og kulhydrat) er kvinde værst.
Med spydig og vanvittigt underholdende dialog blev værdier og skønhedsidealer foldet ud, og med alt fra pondus til mindeværdige azurblå monologer blev vi mindet om modeindustriens enorme kulturelle magt.
Vi fortabte os i makeovers, når Stanley Tucci fungerede som en irl-udgave af Den Gode Fe – og i Meryl Streeps ikoniske portræt af chefredaktøren Miranda Priestly, der (endnu engang) mindede os om, at Oscar-værdige præstationer sagtens kan findes i ‘selv’ chick flicks.
Efter næsten 20 år er der nu kommet en toer, and the category is callback og nostalgi.
Ikke så underligt, når mode, trends og tandbørstning i introscener som bekendt er cirkulære – og når vi i denne reboot season søger mod genkendelige, eskapistiske blockbusters fra sjælevarmende tider.
Man bliver derfor helt tryg ved gensynet af Anne Hathaway som den arbejdsomme Andy Sachs, der nu er prisvindende journalist (for millennial it-girls er som bekendt altid skrivelystne). Eller … inden for filmens første 47 sekunder fyres hun faktisk fra sin anerkendte bourgeois-avis grundet nedskæringer.
Men intet er jo så slemt at det ikke er godt for noget:
Pludseligt ansættes hun på Runway, hvor hun som artikelredaktør skal redde magasinet og Miranda Priestley fra en shitstorm – og levere ’rigtig’ journalistik, der skal udfordre forestillingen om, hvad damebladsspalter kan bære.
Valorisering og validering er således endnu engang hovedingredienser i både den muntre komedie og i duoens indbyrdes love-hate-forhold, når de skal navigere i en ny digital virkelighed, hvor det trykte medie er i krise, og en CEO-udskiftning truer med at ændre hele magtdynamikken.
Enter Emily Blunt i et comeback som golddiggende opportunist. Surstråle-kæresten fra etteren er til gengæld – og heldigvis – skrevet ud.
Du ved, ham der tudede over Andys ambitioner og evne til at hyle blandt velklædte ulve. Skal vi ikke blive enige om, at sådan en mand er permanent out of style?
I stedet er hun stødt ind i en meget sød aussie (Patrick Brammall). Men udover en nobel pointe om, at kvinder ikke behøver at vælge mellem karriere eller kærlighed, virker den relation lidt ligegyldig og flad.
Generelt kommer efterfølgeren desværre ikke ned i samme dybder, som originalen så vellykket gjorde – tænk på den hjerteknugende scene, hvor vi forstår, at damen, der har alt, også har knas i ægteskabet i en sørgmodig fortælling om magtens pris.
Selvopofrelse og deslige italesættes dog stadig af underskønne Streep i den legendariske rolle, der nu selv kæmper en anelse med at have fingeren på pulsen – og med at hænge sin fashionable frakke på en dum bøjle.
I en HR-æra med et skærpet fokus på sunde arbejdsvilkår må man nemlig ikke længere kaste overtøj eller fornærmelser i hovedet på sine assistenter (øv bøv). I stedet er der krav om, at modemonsteret er omtrent ligeså woke, som hun er Vogue.
Med toksisk ledelse og femininitet som noget af dette univers’ mest interessante elementer havde man håbet, at den primært havde været et komplekst portræt af netop det. Men denne toer vil også alt muligt andet, og ironisk nok for en film, der har en fetich for stoflighed, mangler den røde tråd.
Alligevel er det hektiske tempo, sceneskiftene og de utallige klip mellem højhælede løb på New Yorks avenues og de mange prætentiøse mingles noget af det bedste. For her får Valentino og 50 shades of tailored suits lov at stjæle scenen i kostumedesigneren Molly Rogers’ velkuraterede modeshow – hvor man i øvrigt kan gå på kendissafari og spotte alt fra Donatella Versace til en syngende Lady Gaga.
Det var nemlig ikke løgn, da hundjævlen i første kapitel pointerede, at »everybody wants to be us«.
Selv virkelighedens Miranda Priestly, Anna Wintour, der efter sigende forbandede Frankels originale film à clef, har i forbindelse med den nye premiere lavet forsider og teasersjov med Streep.
For ’The Devil Wears Prada’ er ikke bare et af 2006’s popkulturelle højdepunkter, men et fænomen, der siden har vokset sig større end Diors voluminøse couture. Det rokker intet ved – heller ikke en lidt lunken sequel.
Kort sagt:
’The Devil Wears Prada 2’ er ikke nødvendigvis en nævneværdigt god film. Til gengæld er den et pyntesygt trip down memory lane, der minder os om, hvor genial originalen var.