Det er mere end et halvt år siden Ukendt Kunstners officielle afskedskoncert, så nysgerrigheden omkring frontmand Hans Philips nye projekt er enorm.
Da vi kiggede i krystalkuglen og leverede ti spådomme om det danske hiphopår 2018, var én af dem et soloalbum fra Hans Philip, og selvsamme album figurerede selvfølgelig også på vores liste over de udgivelser, vi glæder os mest til i år.
Og i går løftede Hans Philip så lidt af sløret for, hvad han går og arbejder på, da han gæstede modeskribent, stylist og dj Mads Emil Grove Møllers nye podcast hos Heartbeats, PodPassion. Han arbejder på ny musik, men vil ikke sige noget konkret om udgivelsesdatoen.
»Forhåbentlig inden året er omme, men jeg tør ikke at sige hvornår«, er det nærmeste rapperen kommer på en tidshorisont for færdige tracks.
»Folk skal nok høre det på et tidspunkt, det er bare mere hvornår. Det ved jeg ikke engang selv. Jeg er i studiet på den måde, at numrene er ved at blive lavet. Men i den her proces, hvor ideerne skal blive til noget, der kan tidshorisonten hele tiden skubbes. Så laver man noget, så hører man det det, og så tænker man, at det er noget lort, og at vi er nødt til at lave det helt om«.
Mads Emil Grove Møller spørger ikke meget ind til, hvem Hans Philip arbejder sammen med om den nye musik, men hans makker fra Ukendt Kunstner, Jens Ole McCoy (der har produceret hele Noah Carters debutalbum og dennes nye single ‘Search’), ser ikke ud til at blive den primære producer.
»Det ville være mærkeligt, hvis han (Jens Ole McCoy, red.) var vildt meget inde over, nu når vi har gjort så stort et nummer ud af ikke at lave musik sammen. Også fordi han laver den her ting med Noah nu. Det skal ikke være sådan at ‘nå, det kunne Noah ikke bruge’. Så vil jeg hellere lave min egen ting, og så kan det godt være, at det ikke blive lige så poppin’. Og det er fint nok, men så er det i det mindste mig«.
Læs også: Et kig i krystalkuglen: 10 spådomme om dansk hiphop i 2018