Det er ti år siden, at HBO’s massive vampyrsucces ‘True Blood’ fik premiere og gjorde skuespillere som Alexander Skarsgård, Anna Paquin og Stephen Moyer til kendte ansigter. Men til en jubilæumsscreening afslører skaberen Alan Ball, at castet i de ikoniske roller kunne have set helt anderledes ud. Det skriver Deadline.com.
Ball, der er kendt for manuskriptarbejdet på ‘American Beauty’ og HBO-serien ‘Six Feet Under’, havde helt andre navne i tankerne til seriens centrale karakterer, Sookie og Bill, som bliver spillet af Anna Paquin og Stephen Moyer. Til rollen som Bill havde Ball således ingen ringere end Benedict Cumberbatch inde til audition. Det var dog, før skuespilleren for alvor brød igennem, og ‘True Blood’-rollen ville på daværende tidspunkt have været Cumberbatch’ absolut største.
Sookie-rollen havde ligeledes et andet kendt navn oppe at vende, nemlig Jessica Chastain, der ligesom Cumberbatch på dette tidspunkt ikke var slået igennem med store roller, som hun gjorde det tre år senere i 2011 i ‘The Tree of Life’ og ‘Niceville’. Indtil da var Chastain bedst kendt for gæsteroller i serier som ‘Veronica Mars’, ‘Skadestuden’, ‘Journeyman’ og ‘Law & Order: Trial by Jury’.
Til screeningen røbede Ball desuden, at han til én af seriens senere sæsoner havde Jennifer Lawrence inde til en audition:
»Hun var fantastisk, men alle kvinderne i lokalet – fordi hun skulle spille Jasons kæreste, og fordi hun var 17 på det tidspunkt – sagde ‘nej, det er for klamt’«, fortæller Ball.
Modsat Chastain og Cumberbatch havde Lawrence netop fået sit store gennembrud med en hovedrolle i Debra Graniks ‘Winter’s Bone’ fra 2010, men den stærkt sex-eksplicitte HBO-serie blev dog vurderet at være en tand for tidligt for det unge talent.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag