Jada havde fuld fart på i 2018. Lige indtil hun i oktober blev sygemeldt med stress og var nødsaget til at rykke en lille stribe koncerter – »på et eller andet tidspunkt mistede jeg en del af kontakten til mig selv«, skrev hun.
Men nu er danske Emilie Molsted altså tilbage, og hun skyder et nyt kapitel og et nyt år i gang med ‘Lonely’. Det er hendes bare tredje single, men den viser en helt ny side af Jada ovenpå den afdæmpede ‘Sure’ og den slæbende monsterballade ‘Keep Cool’, som vi kårede til en af sidste års bedste danske sange.
Her er der nemlig kommet lidt mere tempo på, lidt mere pow med fingerknips og et pumpende omkvæd. Og selv om teksten måske afspejler det modsatte, så lyder Molsted som en, der gerne vil ud og vise verden, hvad hun kan.
»Sangen handler om at være så bange for at blive såret, at man ikke tør kaste sig ud i, hvad end man står overfor. I teksten er det i forhold til en romantisk relation, men følelsen af, at man holder sig tilbage fra at følge sit hjerte af frygt for at blive ked af det, er noget, jeg kender fra mange andre situationer i livet«, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Læs også: Jada er sygemeldt med stress – rykker kommende koncerter