I fredags annoncerede NorthSide en stærk musikpakke med blandt andet Tame Impala og Migos, men allerede i dag er festivalplakaten nu blevet udbygget.
Det er de britiske veteraner og legender i New Order, der melder sig klar som hovednavn. Gruppen har ikke spillet i Aarhus siden 1987, men vender nu tilbage fredag den 7. juni.
Med klassiske hits som ‘Blue Monday’ og ‘True Faith’ og toneangivende album som ‘Power, Corruption & Lies’ var New Order om nogen ansvarlige for, at rockmusikken blev fusioneret med den elektroniske klubmusik dengang i 80’ernes Manchester, hvor det hele var lidt vildere, end det er lige nu.
Bernard Sumner er stadig i front, og New Order udgav i 2015 det faktisk ret solide comeback-album ‘Music Complete’, som året efter resulterede i en mere end godkendt koncert på Roskilde Festival.
Læs også: Hør New Orders 10 vigtigste sange