Det har været nogle heftige dage i det danske festivallandskab. I går var Roskilde, Tinderbox og Smukfest alle på banen med markante udspil, og i dag følger NorthSide så trop med en særdeles stærk musikpakke bestående af i alt otte navne fra ind- og udland.
Dagens annonceringer:
Tame Impala – 6. juni
Migos – 7. juni
First Aid Kit – 8. juni
Kurt Vile & the Violators – 8. juni
Kaytranada – 6. juni
Georgia – 8. juni
Peter Sommer & Tiggerne – 8. juni
Gnags – 7. juni
Endelig annoncerede Tame Impala et nyt besøg i Danmark, og vi har i den grad savnet Kevin Parker og co., som senest gav lyd fra sig med det fænomenale album ‘Currents’ i 2015 – dét album gav vi seks stjerner, hvilket også var karakteren, da australierne gav koncert på Roskilde Festival i 2016. Nyt materiale skulle være på vej i løbet af i år.
Atlanta-trioen Migos gør klar til deres andet besøg på dansk jord, efter de gav en bogstaveligt talt gennemsvedig koncert i Tap1 i 2017. Siden da har rapperne Quavo, Offset og Takeoff udgivet ‘Culture II’ samt et par soloalbum.
Hertil byder dagens pakke på slackerrock fra Kurt Vile, folkharmonier fra First Aid Kit og soulet elektronisk fest fra Kaytranada. Foruden et vaskeægte Arhus-navn i form af Gnags, som står klar med ‘Mr. Swing King’, ‘Slingrer ned ad Vestergade’ og alle de andre i et show, der byder på gæster og overraskelser kreeret specifikt til NorthSide-debuten.
NorthSide 2019 foregår 6.-8. juni – stadig i Ådalen ved Aarhus. På programmet er også navne som Bon Iver, Foals, Khalid, Major Lazer, Suspekt, Tove Lo og The Streets.