I går kunne vi dele den glædelige nyhed, at Missy Elliott fortjent bliver hædret med en Video Vanguard Award til dette års nært forestående MTV Video Music Awards – og hvis ikke Elliott allerede var trækplaster nok, har MTV i går aftes sat trumf på og annonceret syv nye optrædende til showet, der afholdes 26. august.
Det imponerende lineup tæller, foruden Taylor Swift, hvis første optræden post ny albumudgivelse blev annonceret sammen med Elliotts, en række artister med stor succes på diverse hitlister – heriblandt Shawn Mendez og Camila Cabello. De to turtelduer skal nok levere en hed performance af deres latininspirerede sommerduet ’Senorita’, og så er den globale latinbølge også stærkt repræsenteret med artister som Bad Bunny, J Balvin og selvfølgelig flamencopop-dronningen Rosalía. Humørbomben Lizzo vil også være at finde på scenen med sin sassy attitude, som vi fik endnu en smagsprøve på til hendes fantastiske ‘Tiny (Ass) Desk’-koncert for nyligt.
Afslutningsvist kan det vist ikke være gået nogens næse forbi, at man ikke kan skrive 2019 uden også at skrive Lil Nas X. Rapperen er naturligvis selvskrevet til et stort anlagt show som VMA, og man kan jo kun håbe på en ekstravagant og farverig cowboy-performance af megahittet ’Old Town Road’ med besøg fra selveste Billy Ray Cyrus, der overgår deres vilde performance af nummeret til BET-awards tidligere på året.
Læs også: ‘Old Town Road’ har fået den episke, stjernespækkede video, sangen fortjener