Den albumaktuelle Bon Iver-frontmand Justin Vernon taler om alt fra rensende selvransagelse på bandets seneste album ’i,i’ til basketball-kampe med Kanye West og Kendrick Lamar i et nyt interview med Pitchfork. Mens han cruiser rundt på Wisconsins skovveje i en Tesla med psykedelisk rock på anlægget og en nytændt blunt i mundvigen, uddyber han blandt andet forholdet til West.
»Jeg er ikke rigtig nede med ham på et personligt niveau længere – kun med hans energi,« udtaler Vernon, mens han dog samtidig fastslår, at de stadig er på god fod.
Forholdet mellem de to udviklede sig op igennem det snart forgangne årti ellers til et stærkt kunstnerisk samarbejde, og Vernon har leveret stærke bidrag til blandt andet ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ og ‘Yeezus’. De to artister fandt mange lighedspunkter i hinanden såvel professionelt som personligt, men i de senere år er det blevet til stadighed tydeligere, at selv om de to måske fortsat er enige om, hvordan en god session i studiet skal forløbe, så har de bevæget sig i vidt forskellige retninger politisk.
Kanye har som bekendt været ivrig Trump-supporter, og for nylig udnyttede han sin personlige kontakt til præsidenten for at få denne til at gå ind i ASAP Rockys svenske voldssag. Vernon derimod bekender sig til demokraten Bernie Sanders’ progressive politik, og det er ikke vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan de to politiske yderpunkter må være svære at forene. Vernon foreslår sågar at indlemme Det Hvide Hus i en stor MDMA-sky for at gøre Trump mere empatisk.
»Hvis vi kunne smide en MDMA-sky ud over Det Hvide Hus, ville han måske have empati. Men vi vil ikke begå den fejl at bruge al vores energi på denne mand. Han er bare en metafor. Han er et sort hul«.
Læs hele interviewet HER.
Læs også: ‘Hemmeligt’ albumkoncept gør det endnu mere spændende at lytte til Bon Iver