Vi er stolte over at kunne annoncere, at Elias Boussnina og Zaar er klar på scenen, når vi inviterer til den gratis endagsfestival INPUT i Pumpehuset den 28. september.
Den følsomme r’n’b har kronede dage i Danmark, og forrest i feltet finder man Elias Boussnina. Sidste år indledte den tidligere lol-rapper et nyt og mere seriøst kapitel af karrieren, og vi er faldet for den skarpt producerede r’n’b, der taler til både fødder, hjerne og hjerte.
Zaars elektroniske landskaber lyder som naturen, der springer ud: Islandske vulkaner i udbrud og danske blade, der daler i efteråret. Sara Flindt gør ting med sin stemme, man ikke troede muligt, og midt i de her smukke kraftudladninger af komplekse rytmer og brusende klimakser opstår der en følelse af zen. Som om Zaar spiller inde fra orkanens øje, hvor stemningen kan skifte med et fingerknips.
INPUT sætter fokus på nye strømninger i kulturen med en stribe koncerter, live-podcasts, interview, overraskelser og talks med danske musikere, skuespillere, forfattere, instruktører og brancheeksperter. Alle er velkomne, og arrangementet er gratis.
Tidligere er koncerter med Selma Judith, Høker og Ganger blevet offentliggjort, ligesom vi også præsenterer en talk om de spirende queer-tendenser i det danske film- og tv-landskab med skuespiller May Simón Lifschitz, manusforfatter Jenny Lund Madsen og serieskaber bag TV 2’s ‘Ondt i røven’ Rikke Kolding i panelet.
Fenar Ahmad og dele af holdet bag en af årets mest ventede danske film ‘Valhalla’ giver også en talk, hvor de fortæller om at gå helt nye veje, end man har været vant til i den danske filmbranche.
INPUTs resterende syv indslag offentliggøres i de kommende uger. Du kan løbende følge med på Soundvenue.com/input. Tjek også eventen på Facebook.
Læs også: Mød Fenar Ahmad og holdet bag ‘Valhalla’ til INPUT i Pumpehuset