PIX-festivalen Weekend er i år gået all-in på kvinder i dansk film, når det kommer til talk-programmet. I talerækken ’Fireside Talks’, kan man dermed få lov til at opleve en række af dansk films største nye og gamle stjernenavne.
Udover samtaler med Trine Dyrholm og Lone Scherfig, vover journalist Sara Bro sig ud i et interview med Ghita Nørby (forhåbentlig en noget mindre dramatisk affære end Iben Maria Zeuthens legendarisk katastrofale Ghita-interview på Radio 24syv i foråret). Og så er der mulighed for at lære nogle af de mest talentfulde nye navne i dansk film at kende.
Den prisvindende 25-årige skuespillerinde Victoria Carmen Sonne, der sidste år udmærkede sig i ’Holiday’, er aktuel i spillefilmsdebuterende instruktør Maria Grahtøs ’Psykosia’, som vises på festivalen.
De to kan man høre i samtale med tidligere 24syv-journalist Ayşe Dudu Tepe, hvor også dokumentarist Eva Marie Rødbro deltager. Hun gjorde sig bemærket med DR3-serien ’Prinsesserne fra blokken’ og kommer til næste år med sin første dokumentarfilm i fuld længe ‘I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die’, der handler om en ung fattig pige fra det amerikanske midtvest.
Sidste vinter vandt Victoria Carmen Sonne både en Robert og en Bodil for sin hovedrolle i Isabella Eklöfs uafrystelige ‘Holiday’, og i ’Psykosia’ spiller hun selvmordstruet patient, der behandles af Trine Dyrholm som overlæge Klein.
’Fireside Chats’ foregår på Library Bar, og der er kun 50 publikumsbilletter tilgængelige til hvert arrangement. Billetter på Cphpix.dk.
CPH PIX afholdes fra 12. – 17. november.
Læs også: Stjerneskuddet Victoria Carmen Sonne – »Det kan også godt være, jeg har en rigtig stor hemmelighed«