Jay-Z

Rapperen Jay-Z er aktuel med sin anden udgivelse efter hans ellers annoncerede pension i 2002. Denne gang er det med konceptalbummet ‘American Gangster’, der er en form for soundtrack til filmen af samme navn. Han finder nemlig sin inspiration hos den sorte Harlem-gangster Frank Lucas, som filmen bygger på, da de begge er vokset op med at have ingenting til lige pludselig at have det hele.

Det er netop denne tanke, albummet forfølger, men for at være tro imod Frank Lucas’ oprindelige historie, så slutter det dog med nummeret ‘Fallin’, som beskriver, hvad der kan ske, hvis man ikke er påpasselig. Det er et album, hvor Jay-Z er tilbage i lyrisk topform, og han serverer flere godbidder til de mange fans, der kom i kølvandet på debuten, ‘Reasonable Doubt’. Med hans erfaringer til de knap så pæne gader, han er vokset op på, rapper han løs om stoffer på den kendetegnende streetwise-facon.

Han beviser overlegent, at han er i klasse for sig, når det kommer til rimteknik, men desværre kan man ikke sige det samme, når det kommer til valg af producere. Størstedelen af albummets produktioner står Diddy og hans gendannede The Hitmen for, og deres forsøg på at kombinere lyden fra 70’erne med et moderne udtryk lykkes kun et par gange. Der mangler simpelthen nogle flere produktioner, der sætter sig i nakkemusklerne, hvilket betyder, at helhedsindtrykket ender med at blive en smule kedeligt.

Jay-Z. 'American Gangster'. Album. Roc-A-Fella/Def Jam/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af