Nogle gange skal man lige stoppe op et øjeblik og takke guderne for Leonardo DiCaprio.
I sin ugentlige videoblog ’McConaughey Takes’ har Matthew McConaughey lige afsløret, at en af de mest mindeværdige filmscener fra det forrige årti ville være komplet anderledes, hvis ikke det var for Leo.
Det drejer sig om den ikoniske mentorscene fra Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’, hvori McConaugheys karakter, Mark Hanna, giver DiCaprios Jordan Belfort et par tips med vejen om livet på Wall Street. Snakken går på alt fra daglig onani til fe-støv, og så bryder McConaughey ellers pludselig ud i indfølt nynnen inklusive rytmiske slag på sit bryst.
Og det var egentlig slet ikke med i den Oscar-nominerede manuskriptforfatter Terence Winters (’Broadwalk Empire’) planer:
For at synge »er noget, jeg faktisk ret ofte gør – ikke kun i forbindelse med den her film, men før rigtig mange af de film, jeg indspiller«, fortæller McConaughey i sin video på Twitter.
»Hver gang finder jeg på en ny melodi som et slags afslapningsredskab. Det er musikalsk og får mig revet ud af mine tanker, for når jeg spiller skuespil, har jeg ikke lyst til at tænke for meget over tingene.
Jeg synger som regel lige inden en scene, og på ’Action!’ laver jeg så scenen. Det gør, at min stemme bliver dyb, og det afslapper mine vokaler«.
Efter fem takes af resturantscenen var både McConaughey og Scorsese godt tilfredse med sekvensen, men så fik DiCaprio en hurtig indskydelse:
»Imens vi var i gang med at samle vores ting for at gå videre til en anden scene, sagde Leonardo pludselig: ’Hey Marty, vent lige lidt! Hvad er det der, du gør før hver scene?’ Og jeg forklarede ham, at det bare var en slags afslapningsteknik. Og så sagde han: ’Hvad hvis vi tilføjede det til scenen?’«.
Og resten er historie. Settet blev sat op igen, scenen blev indspillet én gang i ét take, og det var så det.