KOMMENTAR. Det ene øjeblik var hun trofækonen – »the hottest blonde ever«, som castingbeskrivelsen lød – der iført skyhøje lyserøde stiletter og miniskørt flashede Leo et stykke med bart i ’The Wolf of Wall Street’.
Det næste var Margot Robbie fra Queensland, Australien, to gange Oscar-nomineret ombejlet superstjerne, der siden gennembruddet i Martin Scorseses børseventyr har arbejdet myreflittigt både foran, men især bag kameraet for at vise, at hun er mere og andet end pretty in pink.
Et mål, der dog særligt i kølvandet på ’Wolf’ blev mudret af lumre interviews og magasinprofiler på stribe, der i en årrække talte sovekammersprog for at beskrive skuespilleren som »seksuel napalm« (Chris Lee i Los Angeles Times, 2014), »smuk, men ikke overjordisk catwalk-smuk, mere som sådan som en mindre, brugt toneart, et melankolsk humør, en langsom dans… selv nøgen kan hun være sexet og fattet« (Rich Cohen i Vanity Fair, 2016) og »et high maintenance superrovdyr« (Jonathan Van Meter i Vogue, 2016).
»Jeg vil have, at folk ser mig som skuespiller, ikke som en model«, fortalte Robbie Net-a-Porter i 2018, mens hun på australsk tv i 2016 beskrev interviewoplevelsen med Rich Cohen og Vanity Fair som dybt besynderlig og ikke videre betryggende:
»Jeg tænkte undervejs, at det var et virkelig weird interview… Og da jeg så læste det senere, kunne jeg konstatere at ja, tonen var meget underlig – jeg ved ikke helt, hvad det var han ville have frem, eller hvad det var for et spil, han spillede«.
Margot Robbie blev lanceret på Hollywoods himmel som La La Lands labreste pin-up, hvis hotpants-iklædte, slikkepindsuttende Harley Quinn i ’Suicide Squad’ i 2016 og ultrakorte, men meget nøgne gæsteoptræden i ’The Big Short’ vejede tungere på image-vægtskålen end dramatiske roller i blandt andre ’Mary Queen of Scotts’ (sammen med Saoirse Ronan) og ’Suite Française’ (med Michelle Williams) og syntes at understøtte den ’kreative’ retning, ’Wolf’s medie-hype havde udstukket for skuespilleren.
Hvorfor det er så meget desto mere imponerende, at Robbie i dag et langt stykke hen ad vejen har formået at omskrive sit narrativ til succeshistorien om en dedikeret producer med et stålsat øje for ligestilling og kvindedrevne fortællinger.
En bombe af et år
Allerede i 2014 stiftede Robbie produktionsselskabet LuckyChap sammen med sine roommates Sophia Kerr, Jose McNamama og Tom Ackerley (i dag også Robbies husbond), fordi, som hun senere fortalte Harper’s Bazaar, »Jeg ikke gad læse flere manuskripter, hvor jeg var konen eller kæresten, der udelukkende fungerer som katalysator for mandens plot«.
I selskabets foreløbigt største hit og Robbies egen kamæleonske milepæl, ’I, Tonya’ fra 2017, forsvandt skuespilleren ind i portrættet af den virkelige, skandaleombruste skøjteprinsesse Tonya Harding, hvis havnerarbejdertunge var lige så skarpbladet som skærene på hendes skøjter. Robbie var en krudttønde af såret magnetisme i filmen, og den efterfølgende Oscar-nominering for bedste kvindelige hovedrolle var ovenud fortjent (hun tabte til Frances McDormand i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’).
Helt samme positive anmelderreaktioner har den biografaktuelle MeToo-film ’Bombshell’ – om FOX-bossen Roger Ailes’ seksuelle krænkelser af kvindelige ansatte – ikke kunnet bryste sig af, om end Robbies birolle som en queer, fiktiv FOX-medarbejder (sammenstykket af virkelige kvinders vidneudsagn om Ailes) er blevet utvetydigt rost og indbragte hende Oscar-nominering nummer to (denne gang tabte hun til Laura Dern i ’Marriage Story’) såvel som SAG-, Golden Globe- og BAFTA-nomineringer.
’Bombshell’ er rosinen i pølseenden af seks ekstraordinære måneders massiv mainstreameksponering for Robbie, der som bekendt også har stået i spidsen for og produceret DC’s kvindedrevne ’Suicide Squad’-spinoff ’Birds of Prey’ og ageret den drømmeriske, semi-virkelighedstro galionsfigur Sharon Tate i Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time In Hollywood’ (en rolle, der på papiret ganske vist lugter af 100 procent tavs lækkerheds-katalysator for hovedrollerne Brad Pitt og Leonardo DiCaprios skæbneshistorie, men som faktisk giver mere mening end som så).
Skuespilleren er blevet katapulteret op i superligaen, hvor hun talent-sammenlignes med ’Bombshell’-kollegerne Charlize Theron og Nicole Kidman (der på Hollywood-paradoksal vis også selv brugte en rum tid af deres yngre år i branchen på at undslippe babe-stereotyperne), alt imens LuckyChap har en række kvindedrevne film og serier på vej. Heriblandt den feministiske thriller ’Promising Young Woman’ om en traumatiseret kvinde (Carey Mulligan), der stikker kniven i patriarkatet, instrueret Emerald Fennell (’Killing Eve 2’), og Greta Gerwigs alternative Barbie-film, hvori Robbie selv indtager hovedrollen i en fortælling om urealistiske kvindeidealer og kropsskam.
Men balancerer karrieren på en knivsæg?
Angelinas skæbnefortælling
I 2017 udråbte Time Magazine Margot Robbie til et af de mest indflydelsesrige mennesker i verden i kraft af hendes virke som både skuespiller og producent, og i den forbindelse fik magasinet Martin Scorsese til at skrive en lille hyldest: »Hun er slet og ret som ingen anden«, erklærede filmmanden efter sammenligninger med legenderne Ava Gardner og Joan Crawford.
Som Angelina Jolie – 00’ernes mest feterede Hollywood-dronning-in-spe og en af Times’ mest indflydelsesrige personer i både 2006 og 2008 – vil kunne skrive under på, er det bare ikke altid nok til at fremtidssikre tronen.
Selvom Robbie brænder igennem på lærredet med en fingernem føling for indforstået komik over til historisk patos, rammer en stor andel af hendes skuespilprojekter fortsat langt forbi skiven, ikke ulig hvordan Jolies karriere udviklede sig til en ujævn strøm af halve pletskud og fuldbyrdede fadæser efter ’Mr. and Mrs. Smith’.
Robbie har medvirket i hele 17 spillefilm siden ’The Wolf of Wall Street’, men den vildt svingende kvalitet taget i betragtning får man uvægerligt den tanke, at kræfterne måske havde været bedre brugt på halvt så mange (på IMBb har kun tre ud af de 17 sneget sig over en publikumsscore på 7; ’Suite Française’, ’I, Tonya’ og ’Once Upon a Time In Hollywood’).
De store soloprojekter, der kunne være fulgt i ’I, Tonya’s spor på isen, har ladet vente på sig, og hendes fortsatte engagement i Harley Quinn og DC-universet – hvor hun har tre film mere på vej – lover ikke just vel for Robbies box office-tække. Uagtet at hun har gode ambitioner om at krydse superhelteuniverset med flere kvinder i filmproduktionen.
’Birds of Prey’ med den unge kvindelige instruktør Cathy Yan (udvalgt af Robbie) ved roret ligner i skrivende stund et vingeskudt flop, der ikke alene har haft den dårligste åbningsweekend ved billetlugerne ud af nogen DC-film i 10 år, men som i mange amerikanske biografer har skiftet navn fra ’Birds of Prey (and the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn)’ til ’Harley Quinn: Birds of Prey’ for at undgå forvirring og tiltrække flere publikummer.
Den manglende interesse for filmen er en ærgerlig streg i regningen for Robbie, der sidste år fortalte Vogue, at hun, Yan og manuskriptforfatter Christina Hodson netop havde arbejdet på at gøre filmen mindre »male gaze-y«. I hvad der for udenforstående kan ligne en sky af eksistentiel metasymbolik ville Robbie iføre tegneseriesexbomben (marginalt) længere hotpants, men det er kanske svært at afklæde karakteren selvsamme uniform, som skuespilleren bag nu engang fyldte ud til filmikonstatus i ’Suicide Squad’.
Det smarteste træk for Robbie ville formentlig være at kysse franchisen farvel efter den kommende ’Suicide Squad 2’ og kanalisere drivet ind i helt andre, mere originale projekter for ikke at male sig selv op i et hjørne hos et studie, der udover ’Joker’ og ’Wonder Woman’s triumfer immervæk har spået stigmatiserende kunstnerisk ruin for mangen en supermand og kvinde i nyere tid. Robbie har alle forudsætninger for at styrke sin position som producent fremadrettet, men som skuespiller er hun ikke mange straight to VOD-filmvalg fra at ætse huller i sit Oscar-momentum, Hillary Swank-style.
Eller…
Kunne man vove at forestille sig, at australierens mest åbenbare kæphest – at lande og kultivere de vægtige hovedroller – i endnu højere grad end slette sats kan koges ned til, at det patriarkalske Hollywood uofficielt, men instinktivt lavpraktisk stadig slet og ret finder visse kvindelige skuespillere for distraherende smukke til den form for langvarig kommerciel hovedrollesucces som maskuline modstykker a la Pitt og Leo har solet sig i gennem årtier?
Langt ude?
Konsultér Angelina såvel som førnævnte mandlige interviewjournalister, der med beskrivelser som »superrovdyr« og »seksuel napalm« tegner et billede af en kvinde, hvis primære funktion er at varsle mandens undergang via sexy time, før hun overhovedet er et væsen i egen ret. Med mindre kvinden altså dækker skønhedssolformørkelsen en kende med 80’er-permanent og overbid, forstås, som i ’I, Tonya’. I hvilket tilfælde de første 10 anmeldere stiller sig i kø for at kalde forvandlingen »modig«.
Der er noget dybt poetisk-satirisk over at vente på, at ’Barbie’ forhåbentlig forsikrer verden om, at hovedrolleindehaveren Margot Robbie er alt andet end et dukkehoved. Med eller uden skøjter og hotpants.